Der er i de danske scenekunst-miljøer en stadig voksende bevidsthed om behovet for mangfoldighed. Ditte Maria Bjerg, formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, påpeger et ansvar – som både er overordnet kulturpolitisk, men som også er op til den enkelte kunstner – for kritisk at evaluere, hvilke perspektiver og stemmer det er, der skal fortælles fra på scenerne. Skal vi have de “rigtige” mennesker på scenen eller skal de gives stemmer af kunstnere? Hvor direkte kan man repræsentere på scenen?
Af Peter Gehlshøj, kulturledelse.dk
Bjerg slår fast, at al kunst grundlæggende er politisk. Selv den kunst, som foregiver ikke at være samfundsengageret, er det alligevel, den er blot konservativ:
“Det er noget sludder at spørge: “skal kunst og kan kunst være politisk” – for det ER kunst altid! Enten bevarer den samfundsstrukturerne, problematiserer dem, eller den foreslår nogle nye. Hvert evigt eneste kunstprojekt – om det er dårligt eller godt – forholder sig til den verden vi lever i. Det gør kunst jo altid.”
Størstedelen af nutidens scenekunst skabes ifølge Bjerg ud fra et behov om at komme så tæt på virkeligheden som muligt og repræsentere “rigtige” mennesker, men hun tvivler på, at det altid gøres bedst ved at sætte sådanne “rigtige” mennesker på scenen. Den gestus kan lige så vel have den modsatte effekt og resultere i, at de eksotiseres eller offergøres:
“Vi skal være opmærksomme på ikke at udstille “den anden”. Om det er anoreksi-pigen, flygtningen, den transkønnede. Det kan gøres, men det skal gøres så utrolig rent og gennemtænkt. Så det ikke bliver et freakshow og appelerer til voyeurisme, men snarere empati.”
Bjerg betoner, at sådanne greb bringer mange dilemmaer med sig, og at mere kunstneriske greb ofte kan give en anderledes og dybere forståelse for konflikterne. Hun pointerer desuden, at mangfoldighedsproblemet i allerhøjeste grad også manifesteres på publikumsrækkerne:
“Når man ser værker, der har en kritisk dagsorden, så er det virkelig utilfredsstillende at sidde sammen med 400 mennesker, som man er fuldstændig overbevist om, havde de holdninger i forvejen.”
For hvor man eksempelvis i England og Norge, som Bjerg påpeger, arbejder systematisk med publikumsudvikling, er vi i Danmark alt for dårlige til det:
“Men det kommer – for vi bliver nødt til det. Alle skal ikke tvinges ind og se moderne opera, men det skal ihvertfald være en mulighed. Og som det er nu, er der genrer og værker, der er helt lukket land for de fleste.”
Hun understreger, at publikumsudvikling især afhænger af, hvem der er afsenderen – hvornår det er kunstneren der taler, og hvornår det er institutionen der taler:
“Yahya Hassan taler som enkelt-stemme direkte ud til et kæmpe publikum, hvorimod en opera skal igennem syv led fra den, der brændte for noget, før den ender hos en kommunikationsafdeling. Det bliver derfor ofte meget svært for et publikum at mærke, hvorfor det er vigtigt det her. Hvorimod man ikke er i tvivl om, hvorfor det er vigtigt for Yahya Hassan. Jeg kunne godt tænke mig, at kunstnerne fik lov til at komme frem i front.”
Bjerg har dog over en årrække oplevet en attitude-ændring, idet der kommer stadig mere fokus på repræsentationsproblematikker i scenekunsten. Hun peger på, at hvor mange kunstnere tidligere kun tog storbyens perspektiv, er nutidens scenekunstnere mere demografisk nysgerrige:
“Vi har opdaget, at vi er medansvarlige for den nutidige nationalistiske højredrejning. For der er mange danskere, der føler sig fremmedgjort fra, hvad det er, der foregår inde i de der storbyer.”
I modsætning til musikverden, hvor kønsligestilling er den mest presserende udfordring, er scenekunsten ifølge Bjerg, i højere grad mærket af ulighed betinget af klasse og etnicitet. Hun mener at problemet går helt tilbage til uddannelsesinstitutionerne. Derfor er projektstøtteudvalget gået med i et initiativ, hvor statens scenekunstskoler bliver bragt i dialog med skolerne i Sverige og Norge, der arbejder strukturelt på at påvirke, hvem der søger ind på uddannelserne.
“Vi kan ikke få mere mangfoldige ansøgninger om kunststøtte, når der ikke er nogen mangfoldighed blandt dem, der bliver uddannet. Jeg vil tro, at vi scenekunstfolk deler det problem med flere af de andre kunstskoler – at man primært tiltrækker studerende fra den hvide middelklasse.”
Ditte Maria Bjerg deltager på Kulturmødet i debatterne “Hvad er kan og skal kunst?” torsdag kl. 19:00 og “Nutid på scenen” fredag kl. 12:30.
I “Hvad er kan og skal kunst?” deltager desuden:
– Alex Ahrendtsen, MF Kulturordfører Dansk Folkeparti
– Cecilie Waagner Falkenstrøm, kunstner
– Henrik Godsk, kunstner og kurator
– Henrik Jensen, historiker, forfatter og debattør
– Søren Søndergaard, MF kulturordfører Enhedslisten
I “Nutid på scenen” deltager desuden:
– Philipp Kochheim, Operachef ved Den Jyske Opera
– Michael Madsen, filminstruktør
– Gitte Ørskou, museumsdirektør på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg
– Derudover kan man høre Den Jyske Operas kor. Debatten er på engelsk.