Gælder Darwinismen i kulturlivets institutioner?

Billede Asger Høeg

Af Asger Høeg, projektdirektør på Experimentarium


 

Om nytteværdi, Darwinisme og ”survival of the existing institutions” i kulturlivet

Kulturelle institutioner er i høj grad særprægede virksomheder. De producerer viden, formidler, underholder, danner, uddanner samt samler, registrerer og bevarer genstande. Det er en opgaveprofil, der ikke er gældende for almindelige produktions- og handelsvirksomheder. Men de kulturelle institutioner har også mange fællestræk med ”almindelige” erhvervsvirksomheder. Veldrevne kulturelle institutioner skal både forstå at udvikle, drive, markedsføre og administrere deres virksomhed. Derfor vil man i alle kulturelle institutioner se afdelinger, sektioner og stabsfunktioner, der netop tager sig af disse fire hovedområder: Udvikling, drift, markedsføring og administration.

Der hvor de kulturelle institutioner er helt anderledes end produktions- og handelsvirksomheder er: Det er reelt umuligt at opgøre nytten af en kulturel institution. Erhvervsvirksomheder er dannet for i sidste ende at skabe profit til ejerne. Det er der intet forkert i. Men de kulturelle institutioner er etableret med andre formål for øje. Forskellen mellem kulturelle institutioner og normale produktions- og handelsvirksomheder består primært i, at det er langt vanskeligere – for ikke at sige umuligt – at opgøre nytten af de kulturelle institutioner.

Undtagelserne, der bekræfter reglen

At nytteværdien af en kulturel aktivitet er vanskelig at opgøre, oplever man meget ofte i den politiske debat. I november 2014 drøftede politikerne nedlæggelsen – eller bevarelsen – af DR’s Underholdningsorkester? Hvad er nytten af, at Danmark har et Underholdningsorkester? Det kan man naturligvis ikke regne sig frem til. Det må i sidste ende være en politisk afgørelse.

Et andet eksempel er Danmarks Skolemuseum, der måtte dreje nøglen om i 2008, fordi to sponsorer stoppede deres bidrag til museets drift, og fordi staten ikke ville øge sit driftsbidrag på 0,8 mio. kr. årligt. Altså skønnede politikerne, at nytten af Danmarks Skolemuseum ikke var stor nok til at øge den årlige driftsstøtte, så museet kunne leve videre. På samme måde måtte Danmarks Vej- og Bromuseum lukke i august 2012; kun 14 måneder efter museets indvielse. Beslutningen om ikke længere at yde støtte til de pågældende institutioner var vel at mærke ikke begrundet i en utilfredshed med museernes virke. De to museer lukkede altså ikke, fordi institutionerne ikke ”leverede varen”, men udelukkende grundet en beslutning hos henholdsvis sponsorerne og staten.

Men disse tre beskrevne tilfælde er – ifølge min opfattelse – undtagelserne, der bekræfter reglen: Når en kulturel institution er indarbejdet i borgernes bevidsthed (når institutionen har opnået en tilstrækkelig stor ”brand equity”-værdi), skal der virkelig megen hår på brystet hos politikerne til, at de tør lade livet af en i lang tid eksisterende kulturel institution.

Survival of the existing institutions

Set ud fra et Darwinistisk synspunkt er det farligt ikke at kunne opgøre nytten af en kulturel institution, fordi det alt andet lige vil medføre, at eksisterende kulturelle institutioner vil overleve på grund af tradition og træghed, endskønt deres nytteværdi er formindsket. En kulturel institutions faldende nytte kan f.eks. skyldes dårlig ledelse eller fordi der ikke længere er brug for den pågældende institutions kulturelle produkter; interessen for det pågældende kan f.eks. være reduceret væsentligt på grund af befolkningens ændrede vaner og holdninger. Den inerti eller træghed, som følger af menneskets iboende glæde ved det kendte og det traditionelle, medfører altså ofte, at det f.eks. i museumsverdenen ikke bliver ”survival of the fittest”, men snarere ”survival of the existing institutions”. I en produktions- eller handelsvirksomhed gælder Darwins lov med usvigelig sikkerhed: Hvis virksomheden ikke genererer profit, må den dreje nøglen om. Men en kulturel virksomhed kan faktisk i mange år leve videre i al ubemærkethed uden at levere den nytte, som man oprindeligt forventede af institutionen; simpelthen fordi det ikke er muligt at sætte nytteberegningen op på en formel.

På samme måde – som hensygnende kulturelle institutioner vil kunne overleve længere, end de burde – vil nye kulturelle institutioner have svært ved at retfærdiggøre deres eksistensberettigelse. Og dermed have svært ved at blive undfanget og se dagens lys.

At være risikovillig

Eksempelvis kan det være svært at argumentere for nytteværdien af en kulturel institution som Experimentarium, der har til formål at øge befolkningens interesse for naturvidenskab og teknik. Hvilken nytte har Danmark af en institution, der hvert år får ca. 340.000 gæster til at arbejde i gennemsnit 4 timer med de mange eksperimenter i udstillingerne? Experimentarium hævder, at de besøgende derved bliver interesseret i at lære mere om naturvidenskab og teknik. Jeg plejer at sige, at vore besøgende skal komme til Experimentarium med nogle spørgsmål og forlade Experimentarium med endnu flere spørgsmål! Experimentarium hævder desuden, at denne nysgerrighed vil medføre flere studerende til de naturvidenskabelige og teknisk-videnskabelige uddannelser. Hvis man tør tro på nytten af denne virksomhed og støtte dens igangsættelse, må man efter min mening – i ordets bedste forstand – være risikovillig.

Det betyder, at der er brug for risikovillig kapital, når nye kulturelle institutioner skal etableres. Risikovillighed oplever man kun meget sjældent i de offentlige styrelser. Til gengæld er de danske, almennyttige fonde risikovillige, og derfor får de danske fonde en stadig større ”markedsandel” i skabelsen af nye danske, kulturelle initiativer. De sidste par år har vi bl.a. været vidne til tilblivelsen af Danfoss Universe, Den Blå Planet, M/S Museet for Søfart og Moesgaard Museum; institutioner der alle er etableret stort set uden offentlig støtte.

Brand image vs. historisk betydning

Som nævnt har erhvervsvirksomheder – for langt hovedpartens vedkommende – kroner og øre som målestokken for opgørelsen af deres nytte. Her gælder Darwinismen! Hvis en virksomhed ikke kan generere overskud til sine ejere, dør virksomheden. Imidlertid har mange store danske virksomheder besluttet at skabe bedre brands, fordi man gennem stærke ”corporate brands” kan differentiere sig i forhold til konkurrenter og derved skabe større salg og bedre økonomisk bundlinje. Bestræbelserne er koncentreret i virksomhedernes CSR-strategi (Corporate Social Responsibility), hvor den enkelte virksomhed anerkender sit sociale ansvar og ændrer på politikker, således at virksomheden påtager sig et øget socialt og/eller miljømæssigt ansvar. Det kan eksempelvis dreje sig om reduktion af forurening, ansættelse af lærlinge og medarbejdere fra det rummelige arbejdsmarked. På den måde kan man sige, at erhvervsvirksomheder er begyndt at arbejde med en dobbelt eller tredobbelt bundlinje og dermed at udvide begrebet ”nytte af en virksomhed”.

Virksomhederne gør det – som sagt – for at styrke deres brand. I den sammenhæng er det vigtigt at fastslå, at det i sidste ende er forbrugeren, der – gennem det brand image, som forbrugeren danner sig af virksomheden – afgør, om man vil købe virksomhedens produkter eller ej.

Den samme mekanisme gælder ikke for kulturlivets institutioner. Her er det ikke den enkelte forbruger, der afgør, hvor stor en nytte man mener, en virksomhed yder. Nytten af en kulturel institution kan i sidste ende nemlig være af national, historisk betydning. Her kommer spørgsmålene, der er svære at besvare: Hvad er betydningen af, at Danmark har en kongelig ballet? Hvad er nytten af Nationalmuseets virke? Skal Nationalmuseet udstille en hashbod fra Christiania, for ordentligt at kunne fortælle Danmarks historie? Her kan det enkelte menneske ikke bidrage med sin egen nytteopgørelse.

Erhvervsvirksomheders nytte afgøres altså af den enkelte forbruger, fordi forbrugerne ”stemmer med fødderne” og enten køber den pågældende virksomheds produkter – eller lader være. Dette valg af køb eller ej kan i sidste ende forenkles ned til, at det er det ”brand image”, som den enkelte forbruger har af den pågældende virksomhed, der betyder noget.

De kulturelle virksomheders nytte opgøres i meget forskellige fora og med meget forskellige målestokke som hjælpemiddel. Derfor lever nogle kulturelle virksomheder længere end de faktisk burde. Og derfor ser nogle kulturelle virksomheder aldrig dagens lys; endskønt de ville bidrage med en stor nytte til det danske samfund.

Hvordan opgør man nytten?

Jeg opfordrer hermed til, at universiteterne etablerer forskning, der kan bore dybere ned i, hvorledes man opgør nytten af en kulturel institution.

Og hvilket greb skal universiteterne så anvende for at kunne få mere styr på de kulturelle institutioners nytte? Et væsentlig parameter må være: I hvilken grad transformerer den kulturelle institution reelt sine besøgende – i den forstand, at de besøgende forlader institutionen med en ny viden, en ny holdning eller lignende. Øger den kulturelle institution faktisk den kulturelle velstand i regionen? Medvirker institutionen til at skabe mere hele mennesker? Mulighederne for opgørelsen af nytten er mange. Det er bare med at komme i gang med analyserne. Måske vil det ligefrem vise sig, at vores samfund burde ønske sig langt flere kulturelle institutioner, end vi kan glæde os over, som det er nu.