Et fradrag på køb af udøvende kunst ville vigtigst af alt være et skridt hen imod en åndelig forstærkning af Danmark og en afstandtagen til den mentale bankerot, vi som land på mange måder styrer direkte imod. Vi har aldrig brugt mere tid, end vi gør nu på at diskutere fysisk sundhed, palæo-diæter, at tælle kalorier og gå i fitnesscenter. Er det ikke på tide, at vi gør noget ved al den åndelig junkfood, vi indtager?
af Peter Lodahl
Peter Lodahl er uddannet klassisk sanger og er fastansat solist på Det Kgl. Teater
Det såkaldte håndværkerfradrag, der indtil videre er gældende indtil udgangen af 2014, er en økonomisk fradragsordning som danske boligejere frit kan benytte sig af inden for en ramme på 15.000 kroner. Ordningen inkluderer udgifter til alt fra rengøring og vinduespudsning til større boligreparationer, børnepasning og simpelt havearbejde.
Forslag: Indfør et lignende fradrag på privatkøb af udøvende kunst.
Resultat: Et bidrag til grobunden for et samfund der blomstrer og et samfund i vækst.
Forestil dig, at en litteraturelsker booker en oplæsning af et litterært værk udført af forfatteren selv for en kreds af ligesindede borgere. Udover at forfatteren modtager et passende honorar fra den private køber, ville den købende litteraturelsker kunne trække beløbet fra i sin selvangivelse. Kunsten kommer ud over rampen og sælges på fordelagtige vilkår til gavn for både køber og kunstner. Alle vinder. Samfundet beriges.
De kunstneriske og samfundsmæssigt funderede argumenter for et fradrag som dette er mange. Blandt andet ville kunstnerne i højere grad have mulighed for at etablere sig som selvstændige iværksættere og på den måde distancere sig fra det forsørgelsessystem af supplerende dagpenge, mange kunstnere i dag er afhængige af. Tanken er, at man kunne nærme sig den ”start-up”-kultur der i årevis har været tilstede i f.eks. it-branchen. Hvis man kunne gøre det lempeligere for private købere at investere i kunst og kunstoplevelser og dermed mere attraktivt for kunstnere at arbejde og udføre deres kunst i Danmark, ville det desuden være lettere at tiltrække internationale kunstnere på højeste niveau. Det er en prøvet tese, at specialiseret arbejdskraft søger derhen, hvor arbejdet er tilgængeligt.
I det store perspektiv er der potentiale til et kollektivt højnet refleksionsniveau hos befolkningen og til at hæve fællesnævneren for almen viden om dansk og europæisk kunst og kulturarv. Og mon ikke det også ville smitte af på kreativiteten og skabertrangen i samfundet? Drømmescenariet er at private borgere bestiller nyskrevne værker af f.eks. komponister og forfattere, men dette er realistisk set nok ikke fase 1.
Ser man på forslaget fra statens økonomiske perspektiv, er der udelukkende tale om omfordeling af skat, hvorfor forslaget altså er selvfinansieret. En forudsætning er dog, at kunstneren kildebeskattes i Danmark i tilfælde af at vedkommende ikke er herboende.
Et kritikpunkt man hurtigt ville kunne rette mod forslaget er, om dét at købe udøvende kunst i private sammenhænge ville blive en elitær luksus, som kun de rige og ressourcestærke ville få gavn af. Jeg mener dog, i linje med Richard von Weiszäcker, at kunstoplevelser er en kerneydelse på linje med infrastruktur i samfundet; der er ikke mere luksus i en litteraturaften, end der f.eks. er i muligheden for at benytte offentlige transportmidler til nedsatte priser.
Og hvorfor er kunsten ikke ligeså vigtig som vinduespudsning og havearbejde? Hvad skulle argumentet være for at kunne fradrage rengøring af huset, men ikke af sindet? Praktisk set kommer det ud på et. Og der er i øvrigt qua håndværkerfradraget i forvejen politisk præcedens for en fradragsmodel som denne.
Et fradrag på køb af udøvende kunst ville vigtigst af alt være et skridt hen imod en åndelig forstærkning af Danmark og en afstandtagen til den mentale bankerot, vi som land på mange måder styrer direkte imod. Vi har aldrig brugt mere tid, end vi gør nu på at diskutere fysisk sundhed, palæo-diæter, at tælle kalorier og gå i fitnesscenter. Er det ikke på tide, at vi gør noget ved al den åndelig junkfood, vi indtager?
Nu da vi er blevet velhavende, er det på høje tid, at vi også bliver rige.