Kulturledelse.dk deltager igen i år på Kulturmødet Mors, hvor Peter Hanke indgår som moderator for forskellige debatter. Op til Kulturmødet bringer vi en forsmag på udvalgte events.
Kl. 9 fredag, Bag Plankeværket stilles spørgsmålet: ”What are the arts for?” Her kommer kulturlederens rolle under luppen, når Peter Hanke i samarbejde med paneldeltagerne sætter spørgsmålstegn ved, at kulturlivet gerne vil snakke om strategier til at promovere kunst og kultur, men sjældent snakker om den æstetiske bedømmelse, der ligger til grund for kunst- og kulturforståelsen. De tre paneldeltagere er fra Nationalmuseet, Utzon Center og Liverpool Salon i England.
Jeanette Varberg er uddannet i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og blev i januar ansat ved Nationalmuseet efter ti år ved Moesgaard Museum, hvor hun deltog i udviklingen af det nye museum. Hendes formidling af den danske bronzealders handel har gjort, at hun i 2014 modtog DRs Rosenkjærpris, der gives til mennesker, der formår at formidle svært tilgængelige videnskabelige emner til den brede befolkning. Iblandt Rosenkjæsprisens vindere kan nævnes Peter Bastian (1988), Johannes Møllehave (1994) og Anja C. Andersen (2006).
Lasse Andersson er Ph.D. i kulturplanlægning og kreativt entreprenørskab fra Aalborg Universitet og har siden 2016 været kreativ direktør for Utzon Center, hvor han arrangerer udstillinger, undervisningsprogrammer og andre events. Derudover er han ekstern lektor i urban design ved Aalborg Universitet.
Pauline Hadaway er en af opstarterne af ”The Liverpool Salon,” der organiserer offentlige debatter om diverse emner – heriblandt nationalgrænser og immigration, universiteternes eksistensberettigelse og religion i klasselokalet. Herudover virker hun som kunst- og kulturarvskonsulent for museer, gallerier, biblioteker, arkiver og akademiske institutioner, der ønsker at forbedre deres formidling og udvide deres publikumsbase.
På Kulturledelse.dk glæder vi os til at se alle de vinkler, som disse tre forskellige mennesker vil bringe til bordet – særligt i kraft af deres forskellige baggrund og erfaringer.
Reportage
Der var lagt i ovnen til en spændende samtale, da de tre panelister indtog den lille scene sammen med Peter Hanke fredag morgen. Selv den lette dryppen fra himlen blev taget med et smil hos publikum, imens panelisterne fortalte om de udfordringer, den kulturelle gatekeeper er ude for i sin dagligdag. Præsentationerne og samtalen lagde vægten på museernes rolle og den tilhørende kamp, der udspilles imellem kulturformidlere og politikere.
Jeanette Varberg lagde ud med at fortælle om, hvordan kulturformidleren bevæger sig på imellem faglig præcision og offentlig tilgængelighed. Hældes der for meget til den første side vil ingen uden en grunduddannelse indenfor faget forstå, hvad der snakkes om. Hældes der for meget til den anden vil gæsterne føle sig talt ned til og behandlet som børn. Der kan selvfølgelig opnås balance imellem disse to på forskellige måder – her bliver spørgsmålet, hvem der bestemmer, hvilken form for balance, der skal herske. Dette spørgsmål blev omdrejningspunkt for resten af samtalen.
I sin grundessens handler spørgsmålet om, hvorvidt man ser kulturen som middel eller mål – politikerne stående for den første tilgang og kulturformidlerne for den anden. Alle tre panelister beskrev, hvordan de i løbet af deres virke har oplevet pres fra politisk side til at præsentere kulturen på en måde, der ville skabe større sammenhængskraft i befolkningen. Kulturen demonstrerer sammenhængskraft, men problemet opstår, når de politiske kræfter, der regulerer museernes midler, ønsker en bestemt sammenhængskraft formidlet igennem slet skjult propaganda.
Denne form for balance imellem faglighed og formidling var dog ikke noget, de tre panelister kunne stå inde for. Som Jeanette Varberg sagde: “My knowledge is neutral.” Alle var de dog enige om, at man som offentligt ansat i en kulturinstitution tvinges til at tage stilling af medierne.
Hvilken balancegang skal man så gå, når den politiske ikke stemmer overens med ens opfattelse af kulturens rolle? Alle tre havde ideer, men det virkede som om, at det ikke var en tanke, de trak op hver dag – måske fordi det politiske pres er så konstant, at det virker som utopi at have friheden til selv at definere kulturinstitutionens rolle.
Dette var nok den vigtigste uudtalte ide, der kom ud af panelet. Det konstante pres fra politisk side hindrer måske den sammenhængskraft, der efterlyses. Såfremt museerne får lov til at gå nye veje, kan de måske skabe nye veje at gå for befolkningen. Det vil dog kræve, at man fra politisk side lader kulturen opstå organisk uden forsøg på at påvirke den. Det vil med andre ord kræve modet til at gå nye veje i stedet for at holde sig på kendte stier.