Rasmus Nordqvist (f. 1975) er Alternativets ordfører for kunst og kultur, erhverv, handel og iværksætteri. Han er uddannet modedesigner og har i mange år arbejdet som konsulent inden for modebranchen med bæredygtig omstilling som fokusområde. Derudover underviser Rasmus Nordqvist i bæredygtig mode på ESMOD International University of Art for Fashion i Berlin.
kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Alternativets kunst- og kulturordfører, Rasmus Nordqvist.
Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
Hvorfor vil du gerne være kulturpolitiker?
Efter jeg var blevet valgt som en af Alternativets spidskandidater i september 2014 og vi internt skulle fordele ordførerskaberne i partiet, var kunst og kultur meget højt på min liste. Faktisk var det min førsteprioritet. Jeg har en meget stor personlig interesse for området, og jeg mener, at de fleste ting, der foregår i dansk kulturliv, er på et fantastisk højt niveau, selvom der også er vigtige ting at tage fat på. Jeg har et stærkt ønske at få lov til at være med til at understøtte og gøre forudsætningerne for kulturlivets institutioner og aktører endnu bedre.
Derudover har jeg med en baggrund som modedesigner og arbejde i modebranchen erfaringer fra den kreative branche, som jo er en del af det område, jeg dækker.
Har du bestemte idealer, som er særligt vigtige for dig at fremme i dit kulturpolitiske virke?
Helt grundlæggende er kulturpolitik et meget vigtigt område for Alternativet som parti, og det handler selvfølgelig om, at det er noget mange i partiets initiativgruppe interesserer sig for. Overlæggeren for Alternativets arbejde og visioner er, at vi vil skabe en seriøs bæredygtig omstilling på alle samfundets områder. Vi er nødt til at kunne forestille os en radikal anderledes fremtid bl.a. af den grund, at vi lige nu bruger fire gange så mange ressourcer, som jorden kan holde til. Vi skal derfor have brugen af naturressourcer ned, så vi ikke bruger flere ressourcer, end jorden kan gendanne.
I den forbindelse tror vi på, at kunst og kultur spiller en afgørende rolle. Igennem kunsten og kulturen er det nemlig muligt at åbne op for sociale sammenhænge, der har en samlende effekt på os som mennesker. Når man tager rundt i landet og ser på, hvad f.eks. kulturhusene og folkebibliotekerne gør, opdager man hurtigt, hvor stor en sammenhængende kraft, institutioner som disse har i lokalområderne. Det er et sted, man mødes, reflekterer og samles. Vi står overfor nogle fundamentale forandringer i vores måde at leve på, og vi får brug for at leve, arbejde og organisere os anderledes, hvis det skal blive en positiv forandring.
Og kigger man isoleret på kunsten, er det samtidig et fænomen, hvor der ofte stilles nogle af de spørgsmål til samfundet og den måde vi er organiseret på, som man ikke stiller andre steder. Kunsten er med til at spejle vores samtid, men samtidig er den ofte med til at give nogle bud på fremtiden, der til at starte med kan virke helt uvirkelige for den normale forestillingsevne, men som er nødvendige. Kunsten og kulturen er altså en af de områder, som Alternativet ser som helt afgørende for, at vi kan få en gennemgribende forandring i den måde, vi organiserer os og lever på. Kunsten kan provokere os til at kigge på nye måder og tanker og skubber os videre.
Mit kulturpolitiske ideal er desuden, at kulturområdet bliver en selvfølge at inddrage i alle andre politiske områder. At det ikke som område bliver betragtet som “flødeskum” og noget, der skal ordnes, efter der er tjek på alt andet. Der er en masse mennesker rundt omkring i landet, der brænder for ting relateret til kulturpolitik. Men som kulturpolitiker er det ikke nemt at komme igennem med visionære kulturpolitiske budskaber, da det generelt set er et område, der er skubbet ud på sidelinjen, både politisk og i medierne.
Når jeg f.eks. har skrevet et debatindlæg eller en kronik om kulturpolitiske emner, er det aldrig dét, der er batter på avisredaktionerne. Og når jeg f.eks. bliver indbudt til politiske debatter, har debatterne meget sjældent kunst og kultur som et hovedområde på linje med områder som erhvervspolitik, som jeg også er ordfører for.
Mener du, at kultur som politisk område skal italesættes på en anden måde, både af medierne og politikerne selv?
Alternativet har en mission om, at Kulturministeriet skal være et samarbejdsministerium. Kulturområdet skal være et centralt politisk område i evig udvikling, hvilket betyder, at Kulturministeriet ikke skal lukke sig om sig selv, som det gør nu, men derimod samarbejde med andre ministerier. Vi vil gerne ændre det nuværende scenarium til, at alle de andre ministerier hele tiden skal spille op imod Kulturministeriet.
Eksempelvis har vi et helt konkret forslag omkring “kultur på recept”, som ganske enkelt ikke kan laves i kulturministeriet alene. Forskellige forsøg i Danmark og Sverige viser, at hvis man har en mild form for depression eller lignende, har kunst- og kulturoplevelser og -aktiviteter en helende effekt. Vi ønsker at undersøge, hvordan kulturoplevelser på recept kunne struktureres og rulles ud over hele landet. Og det må være i et tæt politisk samarbejde med bl.a. social- og sundhedsområderne.
Er sådanne tiltag, hvad der skal til for, at kulturpolitik kunne blive et valgtema?
Ja, hvis vi er kloge nok til at gøre kulturområdet til en større del af andre politikområder, er jeg overbevist om, at kulturpolitiske dagsordener vil få mere pondus og større virkninger.
Udenrigspolitisk mener jeg også, vi burde rejse flaget for kulturområdet i en valgkamp. Vi står overfor en række udfordringer som samfund, men det er, hvad man kalder ”problemer uden pas”. Vi skal derfor styrke mange og flere måder at samarbejde på internationalt. Her mener jeg, at kunsten og kulturen kan spille en betydningsfuld rolle.
Er det din personlige ambition særligt at tænke erhvervs- og kulturområdet i sammenhæng med hinanden, nu hvor du både har ordførerposterne kunst og kultur samt erhverv, handel og iværksætteri?
Jeg har altid arbejdet i krydsfeltet mellem erhverv og kunstneriske udtryk, så selvfølgelig er det et emne, der ligger mig på sinde og noget der skal tænkes i sammenhæng. Men det er en udbredt misforståelse, at kulturlivet skal ”hjælpe” erhvervslivet, og at kunstnere altid også skal være iværksættere. Ofte når man taler samarbejde mellem erhvervsliv og kunst, bliver kunsten til underholdningen, der får kontrakterne til at glide ned. Jeg mener, det er vigtig, at kunsten får lov til at leve på sine egne præmisser og forudsætninger, og at man husker på, at kunsten har en værdi i sig selv – samtidig med, at den sættes i samspil med andre områder.
Har kulturpolitikeren forpligtelser, der rækker ud over de fordelingspolitiske opgaver? Hvad er en kulturpolitikers opgave udover at uddele penge og indgå overordnede forlig?
Selvfølgelig handler det om at sætte de rammer, her-under også økonomiske, der skal til for, at initiativer kan vokse. Men det er, hvad al politik handler om i min optik. Og i den forbindelse er det meget vigtigt, at man har fokus på, hvordan man bedst inddrager flest mulige mennesker.
Jeg ser ikke kulturpolitik som mere værdipolitisk end skattepolitik. Det er et spørgsmål om at sætte sig ind i et områdes særlige vilkår og så politisk sætte nogle rammer, der gør, at områdets institutioner og aktører kan agere hensigtsmæssigt.
Kan man som kulturpolitiker mene noget offentligt om konkrete prioriteringer i det statsstøttede kulturliv?
Selvfølgelig kan man have en personlig holdning til tingene, hvis man f.eks. har været inde at se en forestilling på et teater eller en udstilling på et museum. Men jeg mener også, man skal være varsom. For når man sidder med pengekassen, kan ens ytringer nemt læses ind i debatten på en forkert måde, og det er man kun selv herre over ikke sker.
For mig handler kulturpolitik som sagt om at sætte en retning og nogle definerede rammer. Men kulturpolitikerne skal ikke udfylde disse rammer. Jeg syntes, det er afgørende i al politik, at vi skaber plads til, at tingene udvikler sig. Når politikere begynder at ”detalje”-lovgive, så dør initiativet – det ser vi desværre på alt for mange områder allerede.
Store dele af Kulturministeriets midler er fastlåste i bevillinger til de store statsaner- kendte kulturinstitutioner. Hvad mener du om det?
Jeg mener helt klart, at vi er nødt til at diskutere, hvilke strukturelle forandringer, der overordnet ville give os et bedre og endnu mere spændende kulturliv. Er det hensigtsmæssigt, at så store dele af statens kulturbudget f.eks. er bundet op på mursten, drift og vedligeholdelse? Hvor mange midler går egentlig til kunstneriske udtryk og nytænkende produktioner? Og hvor meget går til kunstnerne? Det er en eksistentiel og fundamental diskussion, der skal tages på det her område. For at sætte det på spidsen; hvis vi ikke tager denne diskussion, er jeg bange for at udviklingen fortsætter, hvilket vil betyde, at vi til sidst vil have rigtig mange smukke templer uden indhold.
Der ligger f.eks. et prioriteringsspørgsmål i, hvordan vi udnytter de rum og de muligheder, vi har i kulturlivet meget bedre. Og i den forbindelse synes jeg, vi skal lade os inspirere af, hvad der sker i andre lande. I Rotterdam og Stockholm findes der portaler for scenekunst, hvor kulturinstitutionerne kan melde ud, hvornår deres rum og bygninger er ledige – og så kan andre mindre veletablerede projekter leje sig ind. Jeg mener, det ville være oplagt at lave en form for netværk, der f.eks. gjorde det lettere for kulturinstitutioner, projekter og andre typer organisationer at bruge hinandens rum, bygninger og institutionelle muligheder. Mange offentlige bygninger står tit tomme – og hvorfor ikke udnytte, at kunstnere og andre kreative sjæle ofte er meget omstillingsparate af natur? På den måde ville man nok også komme til at bruge rummene mere atypisk.
Hvad ser du overordnet som de største kulturpolitiske udfordringer lige nu?
Én ting er, at Kulturministeriets områder skal være langt mere i fokus i dansk politik generelt og sættes i spil med langt flere vigtige politiske områder. En anden ting er, at der uden tvivl skal kigges på, hvordan vi bruger ministeriets midler.
Derudover mener jeg, at har vi en udfordring i forhold til vækstlaget i mange kunstneriske genrer. Efter at jeg er begyndt at arbejde aktivt med kulturpolitik er det for alvor gået op for mig, at vi er nødt til at gøre noget ved kunstnernes arbejdsvilkår. I Danmark vælger vi at uddanne professionelle kunstnere. De sidste par år har man så desværre valgt at flytte de kunstneriske uddannelser over i Uddannelsesministeriet, fordi man ville have forskningsbaserede kunstneriske uddannelser. Desværre har det presset den kunst- neriske dimension for meget ud, og vi hører fra flere uddannelser, at fagligheden er svækket. Men hvad der er endnu vigtigere, vi tager os af politisk, er, at når kunstnerne er færdiguddannede kommer de ud til et ikkeeksisterende arbejdsmarked, der på ingen måde er gearet til de “patchwork”-økonomier, kunstnere og andre kreative ofte stykker deres liv sammen af. Som det er i dag, er arbejdsmarkedssystemerne og -reglerne slet ikke gearet til at kunne rumme, at nogen gør tingene en lille smule anderledes en flertallet. Og det betyder, at mange kunstnere kommer i alvorlige økonomiske problemer. Når man på et tidspunkt går i gang med en ny dagpengereform, mener jeg altså, at Kulturministeriet skal spille en rolle i at sikre, man skaber et mere fleksibelt system, der også kan rumme mennesker, der arbejder med kunst og kultur.
Interview og bearbejdning: Mette Gadegaard
Efterredigering: Mette Gadegaard og Jakob Høgh Sørensen