Kulturledelse.dk havde inviteret direktør Esben Danielsen til at debattere med kulturledere til Musikhus Salon #3, 29. marts 2023 i Musikhuset København. Peter Hanke interviewede Esben Danielsen og Asbjørn Keiding, der som direktør i DEOO, (Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner) repræsenterer en række levende musiks ensembler uanset om det er de kæmpestore symfoniorkestre eller mindre ensembler indenfor den klassiske musik og jazzområdet.
Kulturens Analyseinstituts (KA) tilblivelse er imødeset med stor spænding i det danske kulturliv, men hvad kan vi forvente os af den nye selvejende institution, der skal ligge i Roskilde og med et budget på 28 mio. kr. frem til 2025?
Esben Danielsen har været på road-show siden nytår og mødt et væld af interessenter og har allerede nu et billede af, hvad der bliver instituttets muligheder og udfordringer. Her er nogle nedslag fra Musikhussalonen:
Peter:
– Der er rigtig mange andre der udgiver analyser i kulturlivet i øjeblikket – fra Danmarks Statistik over fonde til institutioner som f.eks. Applaus. Hvad skal KA bidrage med – hvad opfattes som kultur, og hvordan afgrænser I?
Esben:
– Vi har en pragmatisk tilgang til at starte, og det har også den anden effekt at der er stærke aktører i kulturlivet, som har meget stærke meninger om hvilke kulturområder der er vigtige for Kulturens Analyseinstitut.
– Problemstillingen bestemmer, så vi vil ikke afgrænse for skarpt endnu. Vores vigtigste opgave er at udkomme med viden, der er brugbar og omsætte viden til handlekraft – ikke til hyldemeter.
Lad os tage et projekt som Unge på Kanten. Kan det defineres som kultur?
– Der er et stort ønske fra politikerne om at forbedre livet for unge, der har det svært. Men – hvis kultur er svaret, hvad er så spørgsmålet?
Kulturens Analyseinstitut kan hjælpe med at definere et områdes relevans.
F.eks. for at forstå hvad unge på kanten er optagede af, og hvad der kan forbedre deres liv. Vi ser på rollespil, computerspil – og derfor vil det være relevant som emner for Kulturens Analyseinstituts område.
– Derfor: Lad problemstillingerne være centrale – og derfor vil jeg med vilje ikke svare på spørgsmålet om definitionen på hvad kultur er!
Peter:
– Er det mere relevant at spørge hvem I leverer noget til? Hvem er jeres interessenter?
Esben:
– Der er stor forskel på interessenter og målgrupper. Meget af det vi henter viden fra og lærer fra kan vi definere som interessenter – f.eks. institutioner, kunstnere, aktører i kulturlivet. Når vi snakker om målgrupper er der rigtig mange der også er udenfor kulturlivet. Vi spiller i spændingsfeltet mellem kultur og samfund.
Det samme gælder beslutningstagere, her er det et nationalt, regionalt og lokalt niveau, hvor kultur er centralt. Det gælder også ift. politikerne, interesseorganisationer, beslutningstagere i organisationer – det er kernemålgruppen. KA skal hjælpe med at understøtte et beslutningsgrundlag.
– Kunstnerne – en anden vigtig målgruppe, men som er meget sværere at nå. Når jeg er ude at snakke med kunstnerne er det dem. der har det sværest med KA. Kan vi bruge det til noget?
Peter:
– Et eksempel for beslutningstagerne:
Lad os antage at den annoncerede museumsreform og et politisk forlig lykkes for kulturministeren. Er det så KAs opgave at analysere om de politiske målsætninger er lykkedes f.eks. efter fem år?
Esben:
– Politikere er tit løsningsorienterede. Og derfor vil KAs indsats komme an på hvad spørgsmålene om løsningerne egentlig er, og hvor det giver mening. F.eks. ville en fremtidig museumsreforms indvirkning på lokalområdet være interessant for KA – ikke det enkelte museums som sådan, men hvordan virkningerne bliver i flere forskellige lokalområder.
– Men vi kan også være med tidligere i processen og vise et landkort over hvor der er høje, søer, blinde pletter på dette kulturområde. Husk på at når vi siger – Beslutningstagere – taler vi også om de fagfolk der understøtter politiske beslutninger.
Peter:
– Kunstnerne – én stor rodekasse, i mange genrer, udøvende, skabende osv, Hvordan definerer I denne målgruppe? Når du taler med kunstnerne taler du så ikke hovedsageligt med interessegruppernes ledere?
Esben:
– Vi begrænser os ikke til interessegruppernes ledere, selv om det er udgangspunktet. Vi insisterer på at invitere konkrete kunstnere, og forstå deres livssituation. Det er meget omfattende at definere og vi kommer til at kvalificere det spørgsmål.
-Hvem er f.eks. jazzmusikerne i Danmark? En kæmpe lang liste af folk med helt forskellige erfaringer fra amatører og helt op til internationalt anerkendte stjerner. F.eks. har jeg selv skrevet ét jazznummer, som er registreret hos KODA, men det gør ikke mig til jazzmusiker.
Er det dem, der kan leve af deres kunst? Finansdrengenes definition i kommuner og i Folketinget – I så fald havde vi ikke mange jazzmusikere i Danmark!
Under coronaperioden blev der lavet indtægtsanalyser, og billedkunstnerne er f.eks. dem der tjener mindst. Noget der i andre sammenhænge ville blive betragtet som ren hobby!
– Bare at åbne diskussionen i Dansk Kunstnerråd: Hvem betragter I som kunstnere i jeres fagforeninger? Så skal man bare lukke døren og så begynder de at slås!
Sindssygt spændende og rimeligt kompliceret!
Her skal KA skal stå på andres definitioner og ikke være dommer, men sige: Vi kan iagttage at der er de her forskellige bud på hvad det vil sige at være kunstner i Danmark og kvalificere diskussionen.
Truede instrumentarter
Asbjørn Keiding fremdrog en vigtigt kulturpolitisk beslutning fra perioden 2002-4 om at forbedre rekrutteringen af danske musikere til landets professionelle orkestre – især fokus på at stimulere unge til at lære at spille specielle orkesterinstrumenter, f.eks. fagot, harpe og andre sjældne instrumenter, hvor for få danske musikere har nået professionelt niveau. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen satte et analysearbejde igang, skrev en musikhandlingsplan og samlede et bredt flertal i Folketinget til finansieringen, handlede aftalerne af med interessegrupper og gav musikmiljøet besked om at gå igang. Alle var glade.
– Men! Det virker ikke… Ingen forbedret rekruttering kan måles, orkestrene har præcis samme udfordringer i dag, og det er uklart hvem der har ansvaret for at en utvetydig og klar kulturpolitisk beslutning ikke er realiseret.
– Først og fremmest kunne man ikke finde de børn, der skulle have udviklet talentet, og pengene er derefter tilbageført. En anden ting er, at ingen havde gennemtænkt hvem der har sanktionsret; det virker ikke, og det I gør er forkert i forhold til målsætningen. Visse instrumentgrupper indgår overhovedet ikke i musikskolestatistikken, f.eks. harpe.
– Når man kigger på musikskolestatistikken, som skulle være en vigtig del af denne politiske aftale om at styrke fødekæde og økosystemer i musiklivet, kan man konstatere at der mangler afgørende indsatser. Og hvis man har en intention om at levere dygtige musikere til landets professionelle ensembler, skal man have en masse børn der spiller instrumenter som udgangspunkt. Den indsats har ganske enkelt ikke virket.
– Hvad siger Kulturens Analyseinstitut til dette problem?
Esben:
– Det er en ret svær problemstilling. Og hvis KA skal arbejde med dette emne, skal vi se det en smule bredere. Hvad er den samlede fødekædediskussion i et større perspektiv – Har vi nok orkestre, for mange orkestre – vi skal turde kigge flere forskellige steder fra. Er det en tematik med flere spørgsmål? Og i dette tilfælde prøve at vende problematikken rundt, så den giver bedre mening for miljøet og beslutningstagerne.
– Men, vi kan godt vurdere det enkelte initiativ, som f.eks. talentudvikling for sjældne instrumenter, hvis vi får en direkte opdragsgiver. Dog således at den enkelte interesseorganisations behov kan balanceres, og her er der nok en bestemt problematik der kan lægges sammen med flere for at få et større billede.
Spørgsmål fra salonen:
Mads Bøge Højberg Frederiksbergmuseerne:
– Museumsreformen: Når den er gennemført, vil KA så gå ind og måle om den er lykkedes?
Esben:
– Det handler om at se udvikling og skabe sammenligningsgrundlag. Ikke så meget se på det enkelte museum. Andre har allerede tilsynsforpligtelser og vurderer om krav til støtte o.a. er opfyldt. KA kan medvirke til at skabe værktøj til sammenligning: Hvordan har museer udviklet deres praksis, f.eks. Der er allerede mange analyser på museumsområdet og datamateriale, og KAs opgave bliver at samle analyserne og skabe overblik, og gøre det operationaliserbart.
Lars Salling, fmd. for Danmarks Teaterforeninger:
– Med jævne mellemrum testes forskellige støtteordninger – hvilken rolle skal KA spille?
Esben:
– Det kommer an på hvordan de er forankret i beslutningssystemerne, men vi skal ikke “hacke” os ind og bedømme om et bestemt støttesystem er godt eller skidt. Men det kan være iagttagelser, f.eks. var det oplagt at sammenligning støttesystemerne for teatre og spillesteder, og hvordan de fungerer. Vi ved at flere kommuner er optaget af om de er dygtige nok til at føre tilsyn. Men at kritisere selve støttesystemet vil vi være tilbageholdende.
Efterfølgende har kulturledelse.dk spurgt et par Salondeltagere om, hvad de især hæftede sig ved under debatten.
Stinna Toft der er formidlings-og publikumschef på Glyptoteket:
– Jeg hæftede mig ved de uens rammevilkår og dataindsamlingsmuligheder på tværs af kunstarterne, som blev tydeligt ved oplægget om Kulturens Analyseinstitut her i opstartsfasen, og hvor stor opgaven er.
– Dette understregede for mig vigtigheden af, at vi kulturledere taler sammen på tværs – så vi sammen finder løsninger på udfordringerne for både de skabende kunstnere og kulturinstitutionerne, og får skabt fælles synlighed af indsatsen.
Publikumschef Mads Bøge Højberg, Frederiksbergmuseerne:
– Jeg hæfter mig positivt ved den eksplorative tilgang til både valg af indsatsområder og måden at identificere problemstillinger på. Det er nemt at blive fanget i en snæver tilgang, hvor man kun fokuserer på de mest åbenlyse eller presserende problemer. Det er også positivt at se, at Kulturens Analyseinstitut anerkender, at det ikke kun handler om at have adgang til information og viden, men også om at kunne omsætte denne viden til konkrete handlinger og forandringer.
– Jeg vil holde særligt godt øje med, hvordan Kulturens Analyseinstitut kan omsætte deres viden til noget, der kan inspirere til konkrete handlinger og forandringer i praksis. Som kulturinstitutioner står vi over for vores egne individuelle udfordringer og muligheder, men jeg er optimistisk og håber, at instituttet vil kunne inspirere til nye formater og måder at formidle kulturen på. Jeg håber også de kan samle “best cases”, så vi bliver endnu bedre til at blive inspireret af hinandens praksis.
Indtryk fra debatten:
