kulturledelse.dk om: Armslængdeprincippets problemer

 

I anledning af de dramatiske kulturpolitiske begivenheder omkring nedlæggelsen af UnderholdningsOrkestret er armslængdeprincippet atter kommet i fokus i den offentlige og politiske debat. Her genopfrisker Peter Hanke temaet om armslængdeprincippet med udgangspunkt i, hvordan han tidligere har beskrevet det i bogen Kulturens Skjulte Styrker (2010).


 

Af Peter Hanke

Armslængdeprincippet er et fænomen, alle aktører i dansk kulturliv berømmer som et meget vigtigt forsvar for kunstnernes ytringsfrihed og værn mod nepotisme, korruption og politisk præget kunst eller tvivlsom kuratering. Der er ingen grund til at kaste vrag på dette hæderkronede værdigrundlag, hvis det dog ikke var sådan, at vi snarere har fået et berøringsangstprincip, der har gjort det risikabelt for en politiker overhovedet at sige noget om kulturens mening og betydning.

Den danske praksis på kulturområdet, siden kulturministeriet blev oprettet i 1961, er også armslængdeprincippets praksis og historie. På godt og ondt er den oprindeligt tænkte beskyttelse mod politisk indblanding og sikring af kunstens autonomi blevet til en organisatorisk målsætning og har gjort det beskyttede reservat til den vigtigste tankegang i det institutionelle kulturlivs selvforståelse. Blandt politiske beslutningstagere, blandt embedsmænd, kuratorer, institutionsledere, kunstnere og formidlere samt publikum er der en samstemmende overbevisning om, at armslængdeprincippet ikke kun er den eneste form for acceptabel politisk styring, men i realiteten også det eneste relevante paradigme for en organisationsform, der kan berettige store offentlige tilskud og støtteordninger.

Ordet “armslængde” er naturligvis alene en metafor for en beslutningsstruktur, der angiver reglerne for, hvordan offentlige økonomiske tilskud doneres. Den sproglige reference til kroppens nærhed og den udstrakte arm er altså udtryk for, at politikeren aldrig kan komme så tæt på kunstneren eller fagspecialisten og gennem en “omfavnelse” eller et lidt for fast “håndtryk” påvirke donationen i en politisk farvet retning. Begrebet er født umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor en progressiv angelsaksisk kulturpolitik blev standard for de vestlige demokratiers måde at tildele støtte til kunstens ytringer og frihed til at kritisere magthaverne på. Aldrig mere skulle nazister eller kommunister have muligheder for at dominere kulturens udvikling, favorisere partitro kunstnere eller manipulere med budskaberne efter politisk censur.

Den praktiske virkning af dette princip er, at politikeren ikke blander sig i de konkrete tildelinger af tilskud, men alene har magt til at vælge specialister, der på baggrund af en særlig faglig indsigt og erfaringer træffer beslutninger om uddelingerne. Typisk er disse beslutningstagere udpeget for en kort årrække, således at uenigheder med andre specialister ikke bliver toneangivende i så lang tid, at der opstår mistanke om nepotisme eller politisk opportunisme i den offentlige debat. Der bliver endvidere udviklet en kultur med et dobbelt-armslængdeprincip, hvor politikeren udnævner en embedsmand eller gruppe med en vis specialviden, som herefter udpeger de konkrete beslutningstagere, hvilket f.eks. er praksis i Statens Kunstfond.

Set fra kulturpolitisk-etisk synspunkt lyder dette system fuldstændig uangribeligt. Hvem kan være imod at adskille den partipolitiske ideologi fra den frie kunstners eller kulturformidlers uafhængighed og ytringsfrihed? Hvordan kan man være imod, at fagligheden bestemmer, hvor der skal investeres?

Men der er flere problematiske konsekvenser af armslængdeprincippets organisatoriske kanonisering.

Politisk berøringsangst

Et alvorligt problem er, at armslængdeprincippet flytter dannelsen af den offentlige mening om kulturlivets konkrete betydning og vigtighed væk fra de folkevalgte politikere. Det betragtes som utilbørligt over for kunsten og kulturlivets fagspecialister, at politikeren har en konkret mening. Eller også er der en forestilling om, at et vist niveau af personlig, klassisk dannelse er nødvendigt for at være kulturpolitiker, og hvis niveauet ikke er højt nok, bliver det pinligt at udtale sig.

Kulturpolitik står på dette område i skarpeste kontrast til andre ressortområder, hvor en minister eller partiordfører sagtens kan mene noget konkret om hastighedsgrænser, gylletanke eller læseprøver i folkeskolen. Inden for andre politiske kerneområder bliver den selvfølgelige konflikt med forskere og specialister til meningsfuld, symmetrisk offentlig debat, hvilket næsten aldrig sker på kulturområdet. Som følge af armslængden kan politikerne udelukkende komme med pæne skåltaler og mene noget om rammerne i kulturlivet og om helt generelle strategier med national betydning. Det betyder, at de aldrig kan mene noget med konkret indhold eller bidrage til den altafgørende stillingtagen, og dermed forsvinder den holdningsopdelte, politiske debat fra feltet – eller transformeres til at handle om noget andet, der kan bringes ind i et politisk felt, f.eks. integration af indvandrere, kampen om danskhed, erhvervsudvikling i underholdningsindustrien og sociale støttesystemer til arbejdsløse kunstnere. Og når politikere ikke kan påvirke et bestemt politikområde ved direkte holdningstilkendegivelser, skabes der i stedet en indirekte påvirkning og krav om at kunne kontrollere aktiviteterne, hvor de nu engang kan komme til det, hvilket kommer til at betyde et større fokus på generelle målbare elementer, da der altid vil være et politisk ansvar for økonomien.

Armslængdeprincippet medfører en unødig centralisering, et overdrevent fokus på økonomiske resultater og skaber en mental distance mellem beslutningstagere og aktører, der på ingen måde gavner kulturlivet. En politiker kan erklære sin tilfredshed med, at kunsten ”sætter ting til debat”, men kan ikke selv deltage med konkrete ytringer, da dette angriber armslængdeprincippet.

Det ville være vældigt forfriskende, hvis politikere og embedsmænd kunne sætte sig for at skabe stærkere offentlig belysning på den kulturøkonomiske investeringsproces og de tilhørende forventninger til kulturlivet. Der er intet så stimulerende for kunstnere og kulturformidlere at blive mødt med konkrete krav og store forventninger til de præstationer, som de bevilgede midler skal fremelske. Og her er et passioneret medspil, uanset partifarven eller smagsdommens udtryk, særdeles vedkommende. Hvis politikerne mener, hvad de siger, når man hører udtalelser om, at kunst og kultur er vigtigt som tankevækkende provokationer i vores samfund og nye måder at se verden på, må kulturlivet også se denne bestræbelse udfoldet. I praksis betyder det et engagement, der kommer betydeligt tættere på end armslængdens afstand – med alt hvad der hører med af polemik i offentligheden.