Afviklingen af Kulturmødet på Mors giver anledning til nogle grundigere overvejelser om egenskaberne ved de store møder, hvor kulturlivets aktører ønsker at formulere vigtige dagsordener.
af Peter Hanke
Begreberne kunst og kultur bliver i store træk fremstillet som ét fælles univers, som alle deltagere i de store møder forventes at være enige om kan bibringe landet noget godt og meningsfuldt. Kultur er godt – meget kultur er meget godt. Oplevelsesøkonomi, kreativitet, inspiration, bæredygtighed, mangfoldighed, tolerance, vækst, kultur og kunst bliver blandet godt og grundigt sammen, og deltagerne i debatter og præsentationer kan placere sig efter behag i serielle meningstilkendegivelser, hvor man får taletid og mulighed for at ytre sig over for tilhørere med visse fælles interesser.
Men jo større møderne bliver desto større bliver relativiseringen af begreberne, og dermed mindskes mulighederne for at udtrykke sig med definitorisk klarhed. Resultaterne af diskussionerne bliver svære at fastholde, og der er fare for, at der opstår for lidt fælles erkendelse på trods af det store fokus på begivenheden.
Nu er det uhyre vanskeligt at definere begreberne kunst og kultur præcist, og det er heller ikke ønskværdigt at indskrænke sig selv med en hård epistemologisk disciplinering for overhovedet at kunne udtrykke noget holdbart. Men der kan dog gøres et forsøg på at afgrænse og klargøre nogle grundlæggende udgangspunkter for diskussionerne. Hvilket kultursyn har debattørerne, og i hvor høj grad betragtes kunst som en normativ kraft i samfundet? Det burde være obligatorisk for enhver taler på en stor konference at forholde sig til sådanne grundspørgsmål før en meningsfuld debat kan udfolde sig.
Det ville også være velgørende, hvis arrangørerne ville forholde sig mere kritisk til det påståede fællesskab mellem kultur og kunst, og hjælpe alle med at indrømme, at der er store interessemodsætninger i kulturlivet. Kunsten er født elitær og distancerende med en konstant æstetisk formuleret kritik af vedtagne sandheder i samfundet, ellers bliver den kedelig og ligegyldig. Kulturen er modsat egalitær og søger oftest at definere fællesskabet og medmenneskeligheden i en dannelsesproces.
Det kunne være meget nyttigt, hvis arrangørerne af de store møder og konferencer om kulturlivets behov og nye muligheder ville stimulere nogle stærkere definitoriske rammer. Hvorfor ikke tage forskningen til hjælp i højere grad? Der findes en ret udviklet forskningstradition både hvad æstetiske og kulturpolitiske positioner angår, og det ville være nærliggende f.eks. at tage afsæt i kultursociolog Peter Duelunds beskrivelse af kulturbegrebets udvikling i den sidste del af det 20. århundrede (1). Er kulturbegrebet udtryk for en frigørende humanisme eller en antropologisk tilstand? I hvilken grad er der tale om, at kunsten står fuldstændig frit eller bundet til mæcenens eller statens ønsker?
Et andet vigtigt aspekt er formen; på Kulturmødet blev der gjort flere udmærkede forsøg med inddragelse af publikum og nye dialoger med eksperter og meningsdannere. På trods af de positive tanker om dialog og samtale som gennemgående princip, er der alligevel en vis bismag af bedrevidenhed – et ret vanskeligt paradoks at løse, da arrangørerne også møder et krav om interessante oplæg.
Ligesom Folketinget ønsker inspiration fra engelsk politisk debatkultur og har indført en ugentlig session, der minder lidt om stemningen i House of Commons, kunne kulturlivets store forsamlinger se nærmere på nogle lignende debatfora på den anden side af Nordsøen, f.eks. Institute of Ideas, der gennemfører en lang række interessante møder under titlen Battle of Ideas. Her bliver de performative elementer af enhver god debat kurateret med stor retorisk forståelse, og giver ekspert og lægmand mulighed for at mødes i et mere symmetrisk fællesskab end sædvanligt.
Det giver sansynligvis god mening fortsat at afholde Kulturmødet og andre lignende konferencer med mange deltagere og mange forskellige motivationer, men en større afklaring er ønskværdig.
(1) Duelund, Peter (red.): Den nordiske kulturmodel – historie, erfaringer og udfordringer. Nordisk Kultur Institut, Frederiksberg, 2003.