kulturledelse.dk på Kulturmødet på Mors

Jakob

Af Jakob Høgh Sørensen


På en lille scene står et halvt dusin mennesker en anelse klemt sammen. De er midt i en ivrig diskussion foran en mindre skare af fremmødte, for hvem det er lykkedes at få en plads inde i den trange bygning, der huser scenen. Der er ingen tvivl om, at bygningen almindeligvis benyttes som værksted, da der hænger rigeligt med værktøj på væggene – og på programmet figurerer denne scene slet og ret under navnet Værkstedet.

Ikke så langt fra debatten i Værkstedet slås strengene på en elektrisk guitar an og klinger ud over pladsen med en styrke, der for en stund overdøver ordene fra scenen. Folk klemmer koncentreret øjnene sammen for at få det hele med. Guitarlyden fortager sig, og de talendes ord bliver igen tydelige.

Vi er i Nykøbing Mors, hvor kulturledelse.dk deltager i Kulturmødet, der afholdes igen i år – nu for tredje gang i streg og med voksende besøgstal for hvert år der går. Her er repræsentanter fra alle hjørner af det danske kulturliv, og i løbet af 48 timer skal de aktuelle og ikke mindst fremtidige vilkår for kunsten og kulturen diskuteres; hvad er og bør være kunstens og kulturens rolle i samfundet, hvordan sikrer man, at der fortsat er de rette organisatoriske og økonomiske rammer og hvilke forandringer, udfordringer og vigtige beslutninger står kulturlivets aktører overfor – blot for at tage en lille håndfuld eksempler på nogle af de overordnede emner, der kom under behandling undervejs. Med mere end hundrede forskellige debatter og samtaler på programmet tør man roligt sige, at det fremmødte publikum blev udsat for et tæppebombardement af forskellige meninger om snart sagt hvad som helst inden for kunsten og kulturens matrikel og nærmeste omegn.

Og som om dét ikke var nok til at sørge for at stimulere de besøgendes sanseapparat, var der selvfølgelig også mulighed for at få smagsprøver på det, der tør siges at være selve forudsætningen for de mange debatter, nemlig kulturen og de forskellige kunstarter. F.eks. kunne man høre koncerter med de tre nyligt udråbte vindere af Danmarks Radios KarriereKanonen – et initiativ, hvor nye musikalske talenter udpeges af en jury. Eller man kunne overvære aarhusiansk amatørteater i form af forestillingen Fædre, der oprindeligt er blevet til gennem Aarhus Teaters såkaldte Borgerscene, der lader lægmand træde ind på de skrå brædder og give den som skuespiller.

Kort sagt er Kulturmødet så at sige lige dele meninger og guitarlyd, hvor det ene sommetider – selvom det kun er for en stund – kan komme til at overdøve det andet. For der er meget at se og høre, opleve og tage ind på Kulturmødet på Mors. En forsigtig vurdering vil være, at det umiddelbart er de mange debatter, der har den største tiltrækningskraft på det fremmødte publikum, og det har helt sikkert været styrket af, at mange af kulturlivets centrale aktører var mødt op. Kulturminister Bertel Haarder, formand for Statens Kunstfond og leder for KUNSTEN, Gitte Ørskou, samt direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, var blandt de fremmødte og agerede paneldeltagere i adskillige debatter.

Det var i det hele taget både glædeligt og klædeligt at se, at et bredt udsnit af kulturlivets repræsentanter fra alle dele af “fødekæden” – fra foreninger, til fonde og videre til kunstnerne – var til stede og deltog i debatterne både fra scenen og fra publikumsrækkerne, der ligeledes husede morsingboere i hobetal samt andre kulturinteresserede, der havde fundet vej til Limfjorden. Skal et kulturmøde, som dét der finder sted på Mors, give mening, må det være et absolut minimumskrav, at de, der i dagligdagen har noget at skulle have sagt, tropper op. Og det gjorde de altså i vid udstrækning, så det ud til. Man kunne dog indvende, at det kunne skærpe Kulturmødets mission i større grad, hvis man inviterede flere forskere fra kulturområdet, men også meningsdannere, forskere og ledere fra andre samfundsområder – fra naturvidenskaben, ingeniørkunsten, erhvervslivet, sundhedsvæsenet etc. For når samtaleemnerne og debatterne om kunst og kultur ikke bliver sat tilstrækkeligt i relief og under kritisk, velunderbygget lup, får man sommetider fornemmelsen af ikke bare at befinde sig på en ø i Limfjorden, men også i en osteklokke, hvor alle er meget enige om kunstens og kulturens enorme vigtighed og nødvendigheden af at prioritere den højt i samfundet.


11949621_10153669902698755_58468713_nFra salonen “Fondspraksis, crowdfunding og lederskab. Hvad sker der?”, hvor Peter Hanke var vært. Torsdag aften på Kulturmødet på Mors 2015. 


kulturledelse.dk bidrog også til det samlede program med en salon om forudsætningerne for og mulighederne i forskellige typer funding som finansieringskilde for kulturlivets aktiviteter – både i form af midler fra stat, fonde og de mindre privatbidrag, der kaldes crowdfunding. Sidstnævnte var redaktør på nyhedsmediet Zetland og medstifter af samme, Lea Korsgaard, inviteret for at give et glimrende eksempel på. For nylig er det nemlig lykkedes Zetland at indsamle godt en halv million kroner ind via crowdfunding til etableringen af et nyhedssite, der i følge Korsgaard skal “skære igennem nyhedsstøjen”. Korsgaard blev efterfulgt af Michael Eis, grundlægger af crowdfundingplatformen boomerang.dk, der var overbevist om, at fremtiden for crowdfunding var lys og kunne blive lukrativ – også for kulturlivet. Forinden både Eis og Korsgaard havde formand for Det Obelske Familiefond, Søren Bojer Nielsen, desuden manet myten om de styrtende rige fonde, der tiltvinger sig magten over kulturen med sine uddelinger af bevillinger, til jorden over for salonens vært, Peter Hanke, og resten af de overværende salondeltagere.

Ved afslutningen på Kulturmødet er et nærliggende spørgsmål naturligvis, hvad de seneste dages mange debatter og ordflomme har bragt og kommer til at bringe med sig. For mistanken om, at det hele blot forbliver ved snakken er jo reel nok. Hvad ændrer sig i kulturlivet efter et sådant møde? Hvad bør ændre sig? Er kulturlivet styrket? Og kaster mødet mange konkrete aftaler og tiltag af sig?

Der er utvivlsomt en klar værdi i at lade kulturlivets aktører mødes og blive inspireret af hinanden; en inspiration, som sikkert vil kunne enten afstive selvtilliden eller bibringe et nyt syn på tingene i forhold til den kurs, man er på “hjemme” i de enkelte institutioner o.l.. At dømme Kulturmødet på Mors ude som en snakkeklub for kulturbranchen vil være decideret tosset. Men det gør bestemt ikke nødvendigheden af udsyn og selvkritisk refleksion fra arrangørgruppens side mindre – i samarbejde med borgere, meningsdannere og forskere inden og uden for kulturlivet. Snarere tværtimod.