Kunst og Lederskab – set fra kulturinstitutionernes vinkel.
I denne 2. salon i Musikhuset fokuserer vi på dilemmaer og paradokser, muligheder og udfordringer, som ledere af kulturinstitutioner og projekter møder hele tiden.
Pandemien har overladt kulturinstitutionerne og kunstens entreprenører en uforudsigelig fremtid. Opbrud blandt udøvende, kræsent publikum, ny balance i finansieringsformer og støtteordninger, dannelsesopgaver osv. Samtidig banker en ny generation på og genskriver begreberne om autenticitet og originalitet.
Den samlende røde tråd i denne salon bliver kulturlederens håndtering af de mange dilemmaer og paradokser, man konstant skal forholde sig til for at få sin organisation til at lykkes med opgaverne. Peter Hanke begynder hver samtale med gæsterne med et aktuelt tema og giver undervejs salen mulighed for at forholde sig til dilemmaerne.
Diskussionerne fortsætter på kulturledelse.dk
Gæster:
Ole Fogh Kirkeby, filosof, professor emeritus
– Hvad gør kulturledelse til noget særligt?
Marianne Klint, teaterdirektør Aveny-T
– Du er kendt som en chef, der med vilje stiller sig bagved de kunstneriske beslutninger. Hvem får spotlyset nu – med din hjælp?
Stine Nissen, ensemblechef Athelas Sinfonietta
– Hvilke muligheder giver en chefudnævnelse? Man taler om de første 100 dage som en særlig fri tilstand til positive forandringer.
Regin Petersen, leder af Art Music Denmark
– Instrumentalisering af kunsten diskuteres flittigt for tiden. Hvordan leder man en organisation der har fået særligt øremærkede midler?
Dina Vester Feilberg, direktør Den Frie
– Kunstinstitutioner i stormvejr. Kan kriserne anvendes som ledelsesværktøj? Mange vigtige ledelsesbeslutninger udspringer af konflikter i et skærpet kunstnerisk miljø med rigtig mange interessenter. Og hvad gør man når kriserne klinger af?