Kulturmødet 2017: Tine Smedegaard Andersen

Den symfoniske musik hyldes som en af den vestlige verdens store kunstneriske og kulturelle søjler, men hvem spiller musikken for, og er der stadig et publikum om 20 år? På Kulturmødet går Tine Smedegaard Andersen, DR Kulturdirektør, ind i debatten og slår et slag for DR-ensemblernes fremtid.

Af Peter Gehlshøj, kulturledelse.dk

I det aktuelle politiske klima, hvor statens ansvar for videreførelsen af den symfoniske tradition i Danmark er til heftig debat, trænger spørgsmålet om den klassiske musiks egentlige relevans sig på. Tine Smedegaard Andersen, Kulturdirektør i DR, er med på debatten “Symfoniorkestre i forandring” på Kulturmødet. Hun er overbevist om, at danske symfoniorkestre også i fremtiden vil være bærere af dansk såvel som europæisk kulturarv, og håber at DR forsat vil spille en stor rolle i den sammenhæng:

”Fremsynede politikere og kulturinstitutioner har, med deres vedholdenhed, sørget for, at vi har et utroligt højt niveau af klassisk musik i Danmark i dag. Jeg håber, at vi i Danmark fortsat kan fortsætte den årelange talentudvikling og kunstneriske forfinelse samtidig med, at vi i DR kan formidle den til de mange.”

Smedegaard Andersen slår et slag for, at vi som danskere ikke må glemme, hvor vigtig vores symfoniske tradition er for den internationale branding af vores lille land, og hun understreger samtidig at alt kulturliv er afhængigt af internationalt samarbejde. Hun beskriver samarbejdet med orkestre og radiofonier i resten af verden som en styrke for dansk kultur, og hun er stolt af, at DR’s Kor og Orkestre i stadig højere grad er til stede ude i verden, hvor de repræsenterer dansk musik og den danske spillestil:

”Musikken har aldrig tænkt i grænser, den har altid rejst uden at lade sig holde tilbage af sprog eller kultur. Musikken har altid vendt sig ud mod verden. Det er vigtigt, at vi udbreder de danske komponister, og dermed de danske kunstneriske stemmer.”

Et eksempel på denne udbredelse af dansk musikkultur kunne være, da DR Symfoniorkestret spillede Carl Nielsens 6. symfoni i San Fransisco i år, men også Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen er eksempler på komponister, som radiofonien har medvirket til at udbrede gennem deres internationale arbejde.

Smedegaard Andersen er ikke af den opfattelse, at den danske offentlighed har mistet interessen for den mangeårige tradition, som den klassiske musik og symfoniorkestrene udgør – tværtimod:

”I DR oplever vi en stadig stigende tilstrømning til den klassiske musik. Vi arbejder meget målrettet på at udvikle formidlingen via Tv, radio og web, hvor interessen og tilgængeligheden for den levende musik kan nå så mange brugere som muligt. Det tror jeg er helt nødvendigt netop for at sikre, at der også er publikum om 20 år.”

DR har længe arbejdet med publikumsudvikling og har skarpe visioner for, hvad symfonisk musik skal kunne i fremtiden. Som en del af denne agenda leverer DR Symfoniorkestret mange koncerter, der ikke er rendyrket klassiske. Det er i løbet af det sidste år bl.a. blevet til mange koncerter med musik fra film, Tv-serier og computerspil. Om DR’s arbejde med publikumsudvikling forklarer Smedegaard Andersen:

”Hvis man opfatter publikumsudvikling som evnen til at nå nye målgrupper og tilbyde den fantastiske musik til mennesker, som ikke nødvendigvis er storforbrugere af klassisk musik, så arbejder DR meget målrettet. Vi har klare strategier for, hvorledes vi tiltrækker nye målgrupper og giver dem musikken på en måde, så de får det bedste af det bedste, men ikke nødvendigvis den mest ’hard core klassiske musik’ i første forsøg.”

Årligt indeholder mindst 500 DR-programmer levende musik fra DR’s egne kor og orkestre. Det drejer sig om alt fra torsdagskoncerterne på P2 til DR Bigbandet, der spiller til Cirkus Summarum. Alene på Tv så 2,1 mio danskere – eller 40 procent af den danske befolkning sidste år programmer, hvor musik fra DR’s kor og orkestre indgik. Derudover formidler DR musik fra hele landet og i øvrigt også fra hele verden.

Debatten “Symfoniorkestre i forandring” finder sted lørdag den 26. august kl. 10:15 på Kulturmødet. I panelet deltager også Palle Kjeldgaard, tidligere musikchef for symfoniorkestrene i Aarhus og Aalborg; Jan Kvistborg, nuværende musikchef for Aalborg symfoniorkester; formand for Dansk Musikerforbund Anders Laursen; Rasmus Nordqvist, som er kulturordfører for Alternativet; og Uffe Savery, musikchef ved Copenhagen Phil. Debatten arrangeres i samarbejde med Kulturmødet.