Som deltager på Kulturmødet 2015 var det interessant både at følge debatter, samtaler og begivenheder på nært hold. Tre interessante aspekter kalder på kommentarer og refleksioner; kulturmødets karakter og udviklingsmuligheder, kulturminister Bertel Haarders åbningstale og samtalekulturens natur.
Af Peter Hanke
Kulturmødet udvikler sig positivt. Med denne tredje version er der ikke længere tvivl om berettigelsen af denne form for sensommerdialog mellem institutioner, politikere og kulturaktører i bred forstand. Folkemødet på Bornholm i juni er forbillede, men i denne mindre form – med større overskuelighed og dedikeret intimitet – er der basis for en meget lovende årlig begivenhed, der kan gøre kulturlivets sæsonstart betydeligt mere dagsordensættende, end vi plejer at se. Kritikken af Folkemødet på Bornholm er, at ”folket” mangler. Dette bør Kulturmødet kunne frigøre sig fra.
Kulturmødets arrangører bør med det samme følge succesen op med en langsigtet strategi for at udnytte, at de lokale og regionale kræfter formår at skabe en levedygtig og slagkraftig begivenhed uden for de store byer. Og det burde f.eks. være ret banalt at forklare beslutningstagere på Mors og omegn, at der er omsætning og interesse at hente, og for storbyens spinatfugle at Limfjorden er blevet hip.
Da kulturlivet naturligvis er en delmængde af samfundsliv, kunst og politik, vil Folkemødet på Bornholm ikke længere kunne være et forbillede – hverken lobbyister og interesseorganisationer vil være interesseret i at drive to mødesteder på længere sigt, og derfor er det vigtigt at udvikle den særlige kvalitet, der er ved Kulturmødet. Der bør skabes en selvforståelse, der rækker udover glæden ved at se et voksende antal deltagere, der gør intimiteten til et adelsmærke som et kammermusikalsk samspil. Den æstetiske dimension af kulturmødet vil være en fremtidig succesfaktor.
Den nye kulturministers entre
Som nyudnævnt kulturminister var det naturligvis oplagt, at Bertel Haarder gjorde sin entre overfor kulturlivet ved Kulturmødets åbningstale. Og en ny sammensætning af Folketinget før sommer gav også mange andre kulturpolitikere anledning til at vise ansigter og markere sig ved en ny politisk sæson.
Haarders tale var langt mere end velmenende høflighedsfraser og rituel anerkendelse af Kulturmødet. Som fadder til ”storesøster” Folkemødet på Bornholm var hans højskoleinspirerede begejstring forståeligt stor, og han stillede op til mange interessante konfrontationer og samtaler med gejst og talelyst. Men der kom også programerklæringer fra ministeren med fikspunkter som Ildsjæle, Talentudvikling og Fællesskab, som man må regne med vil præge ministerens prioriteringer i den nye folketingssamling. Denne mulighed for at kulturens minister fremover kunne anvende Kulturmødet som affyringsrampe bør arrangørerne gribe fat i.
Samtalekultur og tilgængelighed
Den tredje refleksion handler om samtalekulturens muligheder på Kulturmødet. Jeg deltog selv som moderator i en salon om crowdfunding og fondspraksis, arrangeret som et samarbejde mellem Kulturmødet og kulturledelse.dk. Over det sidste år har vi hos kulturledelse.dk udviklet salon-konceptet, og fik mulighed for at knytte dette sammen med Kulturmødets intimitet og åbenhed. Et særdeles godt match, viste det sig, hvor specialister og debattører kommer helt tæt på salondeltagerne i en symmetrisk mødeform, der kommer til at stikke dybere end den serielle ”talking heads”-paneldebat.
De fire gennemgående moderatorer (Clement Kjærsgaard, Stephanie Surrugue, Christian Have og Helle Solvang) kompletterede i øvrigt hinanden godt, og afviklingen af debatter og samtaler forløb særdeles professionelt – en vigtig del af succesen. Når der alligevel er grund til en refleksion om dybden af samtalekulturen på Kulturmødet, er det alene pga. af en mild ærgrelse over, at det store potentiale af intimitet ikke udfoldes helt. Når landets institutionschefer, kulturpolitikere, beslutningstagere og mange specialister er tilstede samtidigt kunne den demokratiske samtale mellem dedikerede og vidende mennesker komme meget dybere. Selvfølgelig kan man selv på mødet opsøge Haarder, Hesseldahl og alle andre VIPs på pladsen, men dette sker kun sporadisk med albuerne forrest og under tidspres, da alle skal videre til næste debat. Iscenesættelsen af debatterne kunne indeholde en stærkere kuratering af denne mulighed for tilgængelighed.
Her er et par forslag:
- Raffinér møder, samtaler og debatter endnu mere
- Integrér kunsten i samtalerne med en stærk kuratering og relevans – icebreakers er irrelevante
- Gør alle de mange specialister tilgængelige for mødedeltagerne på en generøs og organiseret måde
Hvis Kulturmødet opfinder en samtaleform inspireret af højskoletraditionen, som står stærkt lokalt, hvor VIP-effekten nedtones til fordel for en ny, æstetisk og generøs samtaleform mellem høj og lav, vil Mors kunne forny det danske kulturlivs samtale med sig selv.
Foto: Lars Dahl Photography