Dannelse og demokrati. Kulturen skal ikke lade sig nøje med at være lokomotiv for vækst – ligesom danskerne ikke skal lade sig spise af med kunst, der alene skaber trygge og rekreative rammer. (indlægget er et uddrag af en kronik bragt i Berlingske Tidende 3. maj 2014)
Af Ulla Tofte
Under overskriften »Lokomotiv for Vækst« kunne man i Kommunernes Landsforenings årsberetning for nylig læse, at KL fremover ønsker en højere prioritering af kultur. Formålet er at brande kommunerne stærkere i konkurrencen om at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Det er en glædelig udvikling – for blot få årtier siden blev kulturområdet anset for at være håbløst tilbagestående – præget af uforudsigelige kunstnere, nørdede museumsfolk og besværlige teaterchefer. I dag er boheme-attituden erstattet af en mere pragmatisk snusfornuft. Kampen gælder nu ikke længere blot kunsten, men hele samfundet, velfærdsstaten og vores fælles fremtid. Det er unægtelig en vigtig mission og derfor har man rundt om i museernes ydmyge kontorer og spillestedernes små baglokaler for længst forstået, at det betaler sig at love både arbejdspladser og eksporteventyr, hvis man vil have større andel i skattekronerne.
Og det er ganske vist: Kultur bidrager til den økonomiske vækst. Det britiske kulturministerium offentliggjorde sidste år en rapport der viste, at omsætningen i kulturbranchen er steget 9,4 pct. på et år. Det har betydet 8,6 pct. nye jobs i kultursektoren, som dermed er den hastig voksende industri i Storbritannien. Herhjemme har Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi opgjort, at mere end 11 pct. af værditilvæksten i Danmarks økonomi kommer fra de kreative erhverv. Dette skyldes ikke mindst en enorm professionalisering af kultursektoren inden for de sidste 10-15 år, som er kommet på bølgelængde med politikere og embedsmænd, når det gælder kvantificerbare mål og resultater. Og som efterhånden også har accepteret, at kulturens nye opgaver blandt andet er at skaffe arbejdspladser og lokke borgere til. Så langt, så godt.
Desværre tyder alt på, at kultur, som kilde til livskvalitet, indsigt og perspektiv, efterhånden reduceres til en ubetydelig sidegevinst i takt med, at begejstringen over nye arbejdspladser, flere turister og pænere byer, stiger.
Historisk set er instrumentaliseringen af kultur langtfra et nyt fænomen – tværtimod. I middelalderen skulle kunsten iscenesætte Gud. I renæssancen skulle den hylde fyrsten. Og igennem det 20. århundrede er kultur blevet brugt og misbrugt til politisk propaganda – tænk blot på Nazityskland og Sovjetunionen. Ja, egentlig er vel hovedparten af den vestlige verdens kunst skabt med det formål at styrke magthavernes position. Og det er der som bekendt kommet meget god musik, litteratur og billedkunst ud af. Faktisk er det først efter Anden Verdenskrig at begrebet ’fri kunst’ – kunst for kunstens skyld – for alvor har slået igennem. Tanken om, at alle borgere har lige ret til dannelse, blev formuleret af blandt andre den engelske økonom John Keynes og den franske forfatter André Malraux. De mente, at den frie kunst skulle videreføre oplysningstidens idealer om, at kunst bibringer det enkelte menneske et særligt perspektiv – en ekstra dimension – der danner og oplyser. Gennem kunsten skulle den nye oplyste borger være bedre rustet til at bidrage til samfundsudviklingen – og demokratiet. Den tyske filosof Jürgen Habermas formulerede det i 1962 i sin bog Borgerlig Offentlighed nogenlunde således:
»Uden kunst, ingen dannelse. Uden dannelse, ingen personlig værdighed og indsigt. Uden oplysning, intet demokrati«.
Smukkere kan det vel næppe siges. Men der er uendelig langt fra ideen om kultur og dannelse som forudsætning for demokrati, til den rene nyttetænkning, vi ser i dag. En nyttetænkning, der helt og aldeles gennemsyrer KLs ønske om at bruge kultur som ’hjælpemotor’ eller ’lokomotiv for vækst’.
Som topeffektivt lokomotiv vil kulturen i fremtiden blot skulle holde sig på sporet og levere flest mulige hestekræfter for pengene. Kunstneriske eksperimenter og grænseprøvninger vil blive erstattet af behagelige og opmuntrende ’oplevelser’ i bedste sovjetstil. Kunst bliver til lækker fernis, der får leverpostejsfarvede kommuner og visionsløse politikere til at fremstå moderne og innovative. Musik bliver endimensionale megaevents, der kan sætte provinsbyer på landkortet. Arkitektur erstattes af såkaldte ’byrumsoplevelser’, der får trøstesløse havneområder til at se levende og menneskelige ud. Og film – naturligvis optaget på turistvenlige danske locations – vil sikre 15-minutes fame og skal kaste lokale arbejdspladser af sig.
Gevinsten er klar: Kultur bliver en sektor med uomtvistelig samfundsøkonomisk værdi. Men tabet er næsten ligeså klart: Danskernes handlekraft som oplyste og dannede individer i fremtidens demokrati, reduceres. Nogen vil måske indvende, at oplysning og dannelse også fører til vækst. Ja vist. Men det er (desværre) ingen forudsætning. Se blot på Kina i dag eller England i 1700-tallet, hvor galopperende vækstrater baseredes på en arbejderklasse stort set uden uddannelse.
Hvis ambitionen derimod er at udvikle samfundet demokratisk og værdimæssigt, forudsætter det, at befolkningen er i stand til at agere med en kulturel ballast, der gør dem til frie og tænkende individer.
Derfor er det afgørende, at vi i Danmark også fremover fastholder og videreudvikler det dannelsesideal, som var katalysator for demokratiseringsprocessen i 1800-tallet og som ligger til grund for vores samfund i dag. I den forbindelse må vi gøre op med ideen om, at kultur alene skal være rekreativt, underholdende og behageligt. Dannelse er også hårdt arbejde. Det tager tid at læse en stor roman. Og opmærksomhed at se en kompleks film. Blikket skal løftes gevaldigt, hvis man skal forstå samtidskunst, ligesom det kræver mod og overvindelse, at kaste sig ud i ny kompositionsmusik. De offentligt støttede kulturinstitutioner har derfor en væsentlig public-service forpligtelse og skal række ud og formidle det nye, det vanskelige og grænseoverskridende for alle danskere, uanset social og uddannelsesmæssig baggrund. Denne opgave bør til enhver tid gå forud for vækstlokomotivets ensidige mål.
[læs hele af kronikken på b.dk]