af Nikolaj de Fine Licht
Mandag d. 23. marts afholdt kulturledelse.dk en SALON på Nørrebro Teater. Salonens tema var kollektive arbejdsprocesser og bl.a. deltog teaterets direktør Mette Wolf i en protreptisk samtale med ledelsesfilosof Ole Fogh Kirkeby. Samtalen kredsede om fænomener som ”væsen”, ”rummelighed” og ”troen på det gode bryst”. Desuden bidrog skuespiller Tammi Øst med sine erfaringer om ledelse i forbindelse med tilblivelsen af scenekunst og teaterforestillinger.
Nikolaj de Fine Licht, orkesterchef hos Concerto Copenhagen, har efter salonen skrevet følgende refleksioner om salonens forløb og de temaer og diskussioner, der var oppe at vende i løbet af eftermiddagen.
Jeg har altid set den kollektive proces i kunst som en interessant bevægelse, hvor en række individer indgår i et samarbejde, hvor der er en eller anden grad af fælles konsensus om et højere formål; et overordnet mål, der er større end summen af de enkelte individer, som det også blev beskrevet i løbet af salonen. Der er (meget) forskellige roller i dette samarbejde, og Tammi Øst pegede bl.a. på vigtigheden af, at individerne der indgår i samarbejdet har bevidsthed om og mod til at påtage sig de opgaver, de er i processen for at udføre. En instruktør kan ikke lede og dermed opnå det mest autentiske, kunstneriske udtryk for den samlede proces, hvis vedkommende viger tilbage for den autoritet, en leder må påtage sig, hvor visse beslutninger sommetider går imod visse af individernes personlige ønsker, behov eller interesser.
Tammi Østs spørgsmål til sine skuespilkolleger, ”hvad vil I som skuespillere, hvad er jeres drømme og ideelle fordringer?” var meget fint tænkt, og svarene var sigende og smukke udtryk for menneskers dybereliggende bevæggrunde for at være i verden og gøre det, de gør. Det er min personlige tro, at spurgte man en gruppe mere tilfældige mennesker – ikke kun skuespillere – ville man få mange svar af samme type: helt inde i hjertet ønsker langt de fleste mennesker i verden at gøre en forskel for andre, at kunne være noget for andre, at kunne hjælpe og kunne give. Jeg mener at have læst om undersøgelser, der påviser dette, og man kan spørge sig selv, hvorfor dette enorme kærlighedspotentiale så godt som overhovedet ikke udnyttes af verdens ledere?
Den protreptiske samtale mellem Ole Fogh Kirkeby og Mette Wolf fandt jeg vildt interessant. Det var helt nyt for mig, og jeg sad flere gange og havde enormt lyst til ”at byde ind” med svar til Ole Fogh Kirkeby; spændingsfeltet mellem individ og kollektiv er kilde til evig refleksion. Samtalen kredsede bl.a. om, at for at være i en proces, hvor man “bliver sig selv”, må man hele tiden stille spørgsmål – igen og igen – til ens egen måde at relatere til omverdenen på; man må hele tiden arbejde med balancer i sit væsen. Der er ingen”færdigpakker”, som man kan tage ned fra en hylde og implementere, og så kører det og man “bliver sig selv”. Nej, dét der er et kreativt valg for ens “bliven sig selv” det ene år, kan være et valg, der bringer stagnation det næste.
I min refleksionsgruppe til salonen talte vi om, at uden et ego kan man ikke rigtigt begå sig i vort vestlige samfund. Samtidig er det en kendt sag, at et ego meget nemt kommer til at stå i vejen for ovennævnte kunstneriske samarbejde og processer. Man kan derfor tale om “ego-minimering” som et udtryk for den opgave gennem en stor del af voksenlivet, der går ud på at afbalancere sit ego i forhold til den givne situation. Man kan måske sige, at instruktøren, der skal sætte nogle overordnede ideer igennem over for en gruppe skuespillere, det ene øjeblik vil have brug for at aktivere sit ego i fuld omfang, for så senere på dagen at måtte pakke det nærmest helt væk for at kunne tage en svær samtale med en skuespiller, der er røget ind i en krise og føler sig uduelig.
Den protreptiske samtale kredsede for mig også om det paradoks, at et væsen, en bevidsthed, et menneske, er et “dyr”, hvis overlevelse er dets primære formål. Men mennesker overlever kun ved at have relationer til andre mennesker, og hurtigt indfinder dilemmaet “jeg giver for at modtage (overleve), eller jeg giver for at give (kærlighed)” sig. Vi kan ikke være i verden uden at interagere med den, men hvad er (for)målet med interaktionen – overlevelse eller udøvelse af kærlighed?
Personligt tror jeg dog ikke, man skal stille dilemmaet sådan op. Alle mennesker har denne evne til kærlighed; en evne som i realiteten er evnen til at skabe “kanaler uden modstand” for en universel kraft, som er kærlighed. Strømmer den frit i disse kanaler, giver man uden at skænke det en tanke; strømmer den derimod mindre frit på grund af knaster, skygger, uafklarede konflikter i ens personlighed, et ego der fylder for meget og mange andre potentielle blokeringer, så melder forskellige tanker og tvivlen sig, og vi reflekterer over betimeligheden i “at give”.
I den sammenhæng er det vigtigt at holde sig for øje, at kærlighed ikke er ensbetydende med at “øse hele tiden”, sige “ja-og-amen” til alt, aldrig at sætte grænser. Tværtimod, kærlighed er også at kunne sætte grænsen, hvor den skal sættes; at kunne sætte sig igennem hvor man dybt i hjertet kender vejen; at kunne sige stop hvor andre er i gang med at vade indover ens grænser – fordi det ville true ens kærlighedsevne.
For at citere Anne Sophie Jørgensen: “Kærlighed er bevidsthed – bevidsthed er kærlighed” – en evig dualitet, der er kilde til konstant træning i at være i verden.
Måske kan det inspirere at tænke god ledelse som det at have evnen til at fluktuere mellem – ”danse med” – de to værensformer, kærlighed og bevidsthed. Og dét egentlig uanset om man skal ”lede sig selv”, som Tammi Øst sagde en skuespiller i høj grad gør, eller hvis man skal lede en kollektiv proces med mange involverede.
Foto: Henrik Sørensen