En håndsrækning til kulturpolitikeren i fire dele
Tema 1: Kulturbegreber og definitioner
Redigeret af Mette Gadegaard
Peter Hanke
Lad os begynde med at diskutere forholdet mellem kulturpolitik og kulturbegreber. Den kulturpolitiske debat er ofte forbundet med en vis forvirring, da man traditionelt anskuer kultur på flere måder og jævnligt får blandet definitionerne sammen – da kultur både betragtes fra en antropologisk forståelse, en humanistisk forståelse og en æstetisk forståelse – samtidig.
Herunder er der også en diskussion om forskellen mellem begreberne ”kunst” og ”kultur”, som ind imellem er hinandens modsætninger. Hvilken definition er ønskværdig for en kulturpolitisk debat, og anvender politikerne de forskellige vinkler for lemfældigt? Hvad skal kulturlivets aktører og institutioner gøre for at hjælpe til, at der bliver sat hegn op om begreberne inden for området, så man politisk begynder at diskutere ud fra et fælles og mere afgrænset udgangspunkt om, hvad kunst og kultur er og tilbyder landets befolkning?
I februar 2015 skriver du i et indlæg på Altinget.dk, at for at man kan tale om en ægte kulturpolitik, er der nødt til at være et kulturgreb. Hvilket kulturbegreb taler du om?
Mikkel Bogh
Jeg opfordrer først og fremmest til, at kulturpolitikere – såvel som andre politikere – må gøre sig klart, hvilke dele af det samlede kulturbillede, de taler om i hvilke situationer. Samtidig efterlyser jeg en større bevidsthed om, hvor mange andre politikområder, f.eks. uddannelse, miljø og sundhed, der har en kulturel dimension indbygget i sig. Samlet set mener jeg ikke, at der er noget ”rigtigt” eller ”forkert” kulturbegreb. Men kultur er et kompleks, der dækker mange sider at vores liv, hvoraf kunsten og den såkaldte finkultur kun udgør et enkelt aspekt. Det er helt elementært vigtigt, at vi gør os klart, hvilke sider af kulturen vi taler om, når vi snakker om kultur. Ligesom det er vigtigt, at politikere gør sig klart, hvilken funktion eller nødvendighed et enkelt delområde af kulturen har. Svarene herpå er aldrig entydige, men det er for mig at se svært at lave kulturpolitik, hvis ikke man har en forestilling om, hvorfor vi for eksempel har en eksperimenterende kunst.
Der findes, som du beskriver, bl.a. et æstetisk, finkulturelt kulturbegreb, som man nok i høj grad forbinder med den avancerede og eksperimenterende kunst. Og så er der det brede, antropologiske kulturbegreb, hvor man taler om kultur som dét, der får mennesker til at hænge sammen – om adfærd, vaner og livsformer, der binder et samfund sammen.
For mig at se, er det vigtigt at gøre sig klart, at kunsten er en del af det kulturelle som helhed, men at kunst ofte har en helt anden funktion, end de sider af kulturen, som er med til at binde et samfund sammen. Kunsten er ofte noget, der skaber splid og uenighed, giver anledning til diskussioner og bringer os på kanten af, hvad vi forstår. Derimod handler kulturspørgsmål ofte om at etablere fællesskaber, identitetsskabende rammer og om at stimulere til engagement gennem leg og konkurrence. Det gælder f.eks. i sportsverdenen, som også er del af kulturen. Kunsten, derimod, vil ofte bringe os ud på kanten af normer og forestillinger om verden og er ikke på samme måde sammenhængs- og sammenholdsskabende som mange andre kulturområder og -oplevelser. Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som at sige, at der ikke kan etableres stærke ”communities” omkring kunsten og dens institutioner, snarere tværtimod.
Når man politisk skal regulere det kunstneriske område – som er det der ligger mig mest på sinde professionelt – så må man desuden gøre sig klart som parti, hvilken rolle man mener, at kunsten kan spille i samfundet. Det er svarene på sådanne spørgsmål, man må måle en kulturpolitik på. Hvis du spørger til mit eget kulturpolitiske ståsted i den forbindelsen, så vil jeg sige, at der findes mere og mindre interessante og brugbare måder at forstå kunst på.
Hvis man f.eks. ser kunst som noget, der skaber sammenhold eller som noget der bidrager til økonomisk vækst, er man ude på en glidebane, mener jeg. For så anskuer man fejlagtigt kunst enten efter det brede, antropologiske perspektiv eller i et snævert nytteperspektiv, og det har visse politiske konsekvenser. Jeg mener ikke, at kunstens primære opgave er at skabe sammenhold i samfundet. Den skal ikke bekræfte allerede vedtagne værdier og forestillinger. Kunsten er snarere med til at sikre en mangfoldighed af tilværelsestolkninger, af stemmer og positioner – den søger ikke konsensus, men der- imod dissens. Dén dissens kan vi til gengæld samles om, og den er helt essentiel for demokratiet.
Kunsten er som sagt noget, der sætter spørgsmålstegn ved givne forestillinger, og uden at jeg vil sige, at al kunst er normbrydende, har næsten alle kunstneriske udtryk en form for undersøgende og spørgende effekt og en karakter, der rusker op i og sætter spørgsmålstegn ved nogle præmisser, vaner, adfærd og ideer, som binder vores samfund sammen. Hvis ikke kunsten gør det – i tråd med filosofien, humaniora og naturvidenskaben – bliver det hurtigt til ren underholdning.
Det er selvfølgelig at sætte tingene skarpt op. Der er uden tvivl glidende overgange mellem kunst og underholdning eksempelvis. Og det kan både være stærkt underholdende, ekstremt provokerende og også ligegyldigt for forskellige mennesker, at kunstneriske udtryk sætter spørgsmålstegn ved vaneforestillinger. I den forbindelse er det nok afhængigt af, hvor man kommer fra, og hvad man har med i sin bagage. Man kan have økonomisk og social kapital med sig i sådan en grad, at man er bedre i stand til at absorbere kunstens undersøgelser og provokationer. Men hvis man f.eks. befinder sig på eksistensens afgrund og er et socialt og samfundsmæssigt udsat menneske, så vil man nok have sværere ved at rumme et kunstnerisk udtryk, som er stærkt divergerende.
Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
Mikkel Bogh (f. 1963) er direktør på Statens Museum for Kunst og forhenværende rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Han er uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet og har desuden tidligere været ansat som lektor på kandidatuddannelsen i Moderne Kultur og Kulturformidling.
Peter Hanke (f. 1962) deler sin gerning mellem klassisk musikudøvelse, forskning i lederskab, undervisning i executive education, art management og entrepreneurship til ære for kunstens udfoldelse. Han er stifter af både Exart Performances, Voces Academy og kulturledelse.dk og er bl.a. uddannet dirigent og musikleder fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.