I forbindelse med nogle foredrag og interviews er jeg blevet mere og mere dogmatisk ift. primadonnaernes kaldsetik og visse ledelsesteknologier, f.eks. empowerment og værdibaseret ledelse.
Der er snart sagt ikke den offentlige institution (og tag bare de private med), som ikke har indført empowerment og værdibaseret ledelse. Men hvilken mening giver sådanne ledelsesteknologier, når man leder kaldsstyrede primadonnaer?
af Helle Hein (offentliggjort første gang marts 2010 på exart.dk)
De fleste primadonnaer tilhører et fag, som er baseret på en kaldsetik, og hvor man etablerer en klar professionsidentitet omkring et stærkt værdisæt. Det værdisæt lader sig ikke rokke ved, og ledere, der tror, at de kan ændre ved det værdisæt, lider af svære vrangforestillinger om magtforholdet mellem leder og primadonna/fagprofessionel. Især primadonnaer tøver ikke med at bruge deres professionsmagt – og de føler en stærk pligt til at dekoble dårlig ledelse. Når man er leder af fagprofessionelle, er der mange sandheder i én af magtteoriens centrale læresætninger: Man har kun den magt, man bliver givet. Derfor giver det heller ikke mening at tale om empowerment af medarbejderne – det er måske mere rimeligt at tale om empowerment af lederne…
I stedet for at forsøge at lede igennem ledelsesteknologier, som i bedste fald ikke har nogen effekt, og som i værste fald er med til at underminere lederens autoritet, vil et mere nyttigt ledelsesredskab være at formulere en mission eller en vision, som genspejler de værdier, primadonnaerne allerede agerer efter. En vision, som sætter retning og standard, appellerer til allerede bestående værdisæt, og som genspejler professionens raison d’être.
Her er vores danske nationalkoreograf August Bournonvilles “Choreographisk Troesbekjendelse” et godt eksempel:
“Dandsen er en Kunst, fordi den forudsætter Kald, Kundskab og Færdighed.
Den er en skjøn Kunst, fordi den stræber efter Idealet, ikke alene i plastisk, men i lyrisk og dramatisk Henseende.
Den skjønhed, som Dandsen bør hige efter, er ikke betinget af Smag og Behag, men grundet paa det Naturliges uforanderlige Love.
Mimiken omfatter alle sjælelige Bevægelser; Dandsen derimod er væsentlig et udtryk for Glæden, en Trang til at følge Musikens Rhythmer.
Det er Kunstens og navnlig Theaterets Mission at skærpe Tanken, løfte Sindet og forfriske Sandserne. Dandsen bør altsaa fremfor Alt vogte sig for at smigre et blaseret Publicums Forkjærlighed for Indtryk, der ere fremmede for den sande Kunst.
Munterhed er en kraft, Beruusning er en Svækkelse.
Det Skjønne holder stedse Nyhedens Friskhed, det Forbausende trætter i Længden.
Dandsen kan ved Musikens Hjælp hæve sig til Poesie, men også ved at Overmaal af Gymnastik nedsynke til Gjøgleri; det saakaldte Vanskelige har utallige Adepter, hvorimod det tilsyneladende Lette kun opnaaes af nogle faa Udvalgte.
Høidepunktet af Kunstfærdighed er at dølge Mekanismen og Anstrengelsen ved harmonisk Ro.
Maneer er ikke Characteer, og Affectationen er Gratiens afgjorte Fjende. Enhver Danser bør betragte sin møisommelige Kunst som et Led i Skjønhedskæden, som en nyttig Prydelse for Scenen, og denne igjen som et betydningsfuldt Moment i Nationernes aandige Udvikling.
(Ole Nørlyng, red.: Dansen er en kunst. Schønberg, 2005)
Bedre kan man næppe forene kaldet og de værdier, der naturligt følger med kaldet, professionens raison d’être og den ledelsesmæssige vision. Når man læser danske virksomheder og organisationers mission/vision forledes man til at tro, at det er en opgave, der har været uddelegeret til bogholderiet. Det er sjældent noget, der bringer tårerne eller passionen frem i primadonnaerne. Måske fordi det er de færreste ledere, der tager sig tid til og har evne og mod til at formulere en lignende trosbekendelse. Eller måske fordi man ganske simpelt ikke forstår vigtigheden heraf.