Af Mette Gadegaard
Kunst og nyttetænkning
Effekt- og resultatmåling i kulturinstitutioner og nyttediskussioner i forhold til kunst og kulturens rolle i samfundet har i løbet af de sidste årtier været et stødt stigende fænomen. I kraft af en voksende (og vækstende!) oplevelsesindustri og de mange millioner offentlige støttekroner, der hvert år går til kunsten og forskellige kulturelle formål, forventes det i stigende grad, at kulturlivets mangeartede institutioner på en eller anden vis kan gøre rede for, hvor meget og hvilken slags værdi kunsten og formidlingen af kulturarven tilfører samfundet.
I publikationen Den nordiske kulturmodel – historie, erfaringer og udfordringer : en introduktion til forskningsprojektet Nordisk kulturpolitik under forandring fra 2003 analyserer kultursociolog og stifter af Nordisk Kultur Institut, Peter Duelund, de nordiske landes måder at organisere kunsten og kulturlivet på. Én af pointerne heri er netop, at synet på kunst og kultur og det politiske kulturbegreb igennem de sidste 50 år har skiftet fokus fra at have et humanistisk-antropologisk udgangspunkt til at have fokus på økonomi, vækst og hvad kunst, kultur og design f.eks. gør for turismen, urbaniseringen, konkurrencestaten og forholdet til vores velfærdssamfund som helhed.
Netop denne tendens har – ikke overraskende – i en årrække givet anledning til kritik og opråb fra kunstnernes og kulturinstitutionernes rækker. I artiklen “Danske museer skal ikke ende som kunstens Lalandia” argumenterer gallerist Nicolai Wallner og filosof Kristoffer Lindhardt Weiss f.eks. for, at oplevelsesøkonomiens ypperste og eneste formål er at ændre dét der engang var substantielt til iscenesættelse og tom indpakning. De skriver følgende:
Oplevelsesøkonomien udtrykker den pinagtige bevægelse mod – og overgivelse til – en rastløs forbrugerkultur, hvor borgere bliver til forbrugere. En forfladigende udvikling, der sidestiller Lalandia og Statens Museum for Kunst. Begge skal de servicere markedet for oplevelser og kæmpe om forbrugernes gunst.
Kunst og samfund – en vekselvirkning
Diskussionen om sammenhængen mellem kunst og samfund er som bekendt næsten ligeså gammel som fænomenerne selv, og alt efter hvem der igennem tiden har skabt, kigget, lyttet, set, skrevet mv. har kunsten både spillet rollen som ren underholdning og rekreativ adspredelse, men også som en kritisk medarbejder og en absolut og vigtig integreret del af samfundets udvikling.
Med Brandes-brødrene i spidsen blev “problemerne sat under debat” på en mere eksplicit måde end hidtil omkring Det Moderne Gennembrud i slutningen af 1800-tallet, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den udvikling og forandring, det danske velfærdssamfund har været igennem i nyere tid på forskellig vis har været afspejlet i kunsten. Som litteraturforsker Arnaud Schmitt skriver, følger litteratur og andre kunstformer med tidsånden: ”..literature follows the ebb and flow of the zeitgeist.”, ligesom kunsten og litteraturen – som i en vekselvirkning – kan være katalysator for en rivende samfundsdebat.
Den danske arkitekt og kulturradikale Poul Henningsen (1894-1967) skrev i essayet ”Hvad med kulturen?” i 1933, at forholdet mellem kunst og samfund skal opfattes som en vekselvirkning, blandt andet fordi al kunst, selv den mest abstrakte af slagsen, handler om ”livsbetingelser”; de forhold som mennesket lever under. I PHs normative optik er kunst altså noget, man skal tage dybt alvorligt og ikke blot forstå som det lidt ubetydelige flødeskum på toppen af en stor samfundskage. Også forfatter og modernist Villy Sørensen (1929-2001) skrev i en kronik i Politiken ca. tyve år efter PH, at kunstneren skulle ses som samfundets skarpeste kritiker.
Et nyligt eksempel på, at kunstens sammenhæng med samfundet kan være meget eksplicit, er Caféteatrets opsætning af Christian Lollikes teaterstykke Manifest 2083, der i 2012 tog direkte udgangspunkt i den norske terrorist Anders Behring Breiviks meget omtalte terror- og samfundsmanifest.
Fra interviewartiklen Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik af Kasper Mikael Jacek og Simone Sefland Pedersen, publiceret på baggrund.com:
Skuespilleren Olaf Højgaard veksler mellem at spille sig selv, imitere Breivik og spille Breivik. I en scene viser Højgaard, hvordan Breivik forsøgte at knuse gødningepiller til bomben, der sprang i Oslo. I en anden scene fortæller Højgaard, hvordan han isolerede sig selv i en lejlighed i et forsøg på at mime den samme form for selvradikalisering som Breivik.
Lyt f.eks. også til Radio 24/7-programmet Rushys Roulette fra d. 24/10-2012, hvor teateranmelder Jacob Steen Olsen og filmskaber Manyar Pawani diskuterer relevansen og betydningen af Lollikes Breivik-stykke.
Kunst og ytringsfrihed
Ét andet af de seneste års meget oplagte eksempler på denne tydelige vekselvirkning mellem kunst og samfund er den unge, palæstinensisk-danske digter Yahya Hassan (f. 1995), hvis autonarrative digte om det muslimske underklasse- og bandemiljø i Danmark skabte en enorm debat om ikke bare indvandrerintegration, men også ytringsfrihed – i Danmark og i resten af Skandinavien. Læs f.eks. debatindlæggene Derfor er Yahya Hassan en bombe i debatten af Jan Andreasen og Er Yahya Hassan et patetisk fjols? af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt.
Endnu et eksempel på en kunstner, der både er meget aktuelt og også yderst politisk og “debatopruskende” er naturligvis den kontroversielle svenske kunster Dan Park, der udover at være racismedømt i Sverige, politianmeldt i Danmark også er på alles læber i disse dage pga. værket “Hang on, afrofobians”. Læs f.eks. Xinxin Ren Gudbjörnssons blogpost på berlingske.dk, hvor hun stiller og svarer på spørgsmålet om, hvorvidt Dan Park er racist eller ej:
Jeg har set nogle af de forbudte kunstværker, jeg har læst om Dan Parks fortid som kunstner og provokatør, og jeg har oplevet reaktionerne på hans kunst. Jeg har ganske svært ved at fortolke hans kunst som værende racistisk. For mig er det tydeligt, at han er satiriker og provokatør, han tager det modsatte standpunkt af sit publikum, så stærke følelser vækkes i dem…
Læs med i nærmeste fremtid, når indlægget Kunsten i samfundet II udkommer, der blandt andet berører temaer vedrørende de seneste års fokus på art and business i forening og om kulturlivet og den dannelsesopgave, som kunst- og kulturorganisationer traditionelt løfter.
Relevant litteratur
Duelund, Peter (red.); Den nordiske kulturmodel – historie, erfaringer og udfordringer. Nordisk Kultur Institut, Frederiksberg, 2003.
Henningsen, Poul; “Hvad med kulturen?” i: Kulturkritik, bind II, 1933-43. Rhodos, København, 1974.
Hanke, Peter; Kulturens skjulte styrker – institutioner, reservater og inspiration. Gyldendal Business, København, 2010.
Nørmark, Dennis (red.): Friheden flyver – en debatbog om mangfoldighed. CEPOS, København, 2010.
Artiklen Danske museer skal ikke ende som kunstens Lalandia af Nicolai Wallner og Kristoffer Lindhardt Weiss, udgivet på politiken.dk, 2. august 2013.
Debatindlægget Fri mig for de talende Excel-ark af Knud Romer, udgivet på politiken.dk, 3. oktober 2014.
Interviewartiklen Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik af Kasper Mikael Jacek og Simone Sefland Pedersen, publiceret på baggrund.com, 24. marts 2013.
Debatindlægget Derfor er Yahya Hassan en bombe i debatten af Jan Andreasen, udgivet på politiken.dk 17. december 2013.
Debatindlægget Er Yahya Hassan et patetisk fjols? af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, udgivet på politiken.dk 21. november 2013.
Blogindlægget Er Dan Park racist? af Xinxin Ren Gudbjörnsson, udgivet på berlingske.dk, 22. oktober 2014.