
Alex Ahrendtsen (f. 1967) er kultur- og undervisningsordfører for Dansk Folkeparti og desuden medlem af Folketingets by- og boligudvalg og uddannelses- og forskningsudvalg. Alex Ahrendtsen er uddannet cand.mag. i dansk, litteratur, religion med oldgræsk og har tidligere arbejdet som forlægger, forfatter, oversætter, underviser og redaktør.
kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med DFs kulturordfører Alex Ahrendtsen.
Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
Hvorfor er du kulturpolitiker?
Fordi min formand har sagt, jeg skal være det, men selvfølgelig også fordi jeg interesserer mig for det kulturpolitiske. Jeg er selv udøvende i den forstand, at jeg har været selvstændig forlægger og har selv både skrevet og oversat bøger. Og så anser jeg mig selv for at være kulturforbruger og er desuden ud- dannet inden for litteratur. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være kulturordfører, men det er uden tvivl et politisk område, der interesserer mig.
Har du bestemte idealer, som er særligt vigtige for dig at fremme i dit kulturpolitiske virke?
Jeg skeler ofte til den franske kulturpolitik, som ikke skelner mellem ”elite” og” folkelighed” eller mellem ”fin” og ”populær” kunst, på samme måde som vi gør i Danmark. I Frankrig har man i højere grad det franske som mål, forstået på den måde, at fransk hiphopmusik kan være ligeså fint som fransk klassisk musik. Jeg kan godt lide at anskue kulturen på den måde, og samtidig bruger man i Frankrig kulturen aktivt til at smede franskmændene sammen. La Francophonie er f.eks. en organisation og et begreb i Frankrig. Opgaven er at forene fransktalende gennem sprog og kultur. Derfor støtter man fra et statsligt niveau kulturen ret massivt, selvom der i de senere år er blevet skåret ned. ” Den franske stat modarbejder aktivt Googles og Amazons dominans, og man laver aftaler med Netflix, så virksomheden kommer til at betale et gebyr, der går til fransk filmindustri.
For mig handler en stor del af arbejdet med kulturpolitikken i Danmark om at få kulturen ud i de danske hjem, f.eks. gennem landets mange musikskoler, der får 800 kr. om året pr. elev i statsstøtte. Men for de penge når vi ud til 100.000 hjem landet over. Det er en fantastisk måde at få kunst og kultur ud på, fordi hele familien bliver inddraget i kraft af musikken i hjemmene. Men hele familien lærer f.eks. også at gå til koncerter og dele de musikalske oplevelser med andre, når barnet skal optræde med sit instrument. Det er en måde, hvorpå kulturen både er ekstremt folkelig, og som samtidig er involverende, og jeg mener, at vi skal have flere af den slags tiltag, selvom områder som dette har været underprioriteret i mange år. I stedet har man politisk satset på institutionerne, som vi har et væld af, og som modtager masser af skattekroner – og hvor vi ender med en fordelingsmæssig paddehat uden nogen særlig folkelig forankring.
I Danmark har der i mange år været en slags krig mellem kunstnerne og folket, hvor kunstnerne har talt nedsættende om det danske folk. Det begyndte i 1964 med Rindals oprør, der satte spørgsmålstegn ved den moderne kunst og dens berettigelse. I stedet for at komme dem i møde, snerrede visse kunstnere af danskerne og deres smag. Klaus Rifbjerg har nok været den fremmeste repræsentant for dette. Siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1960’erne har det været sådan, men i de senere år ser vi heldigvis en tendens til, at flere og flere kunstnere rækker ud mod folket. De laver kunst, som mennesker finder mening i, og som de finder vedkommende.
I den forbindelse har kunstnernes afhængighed af markedet selvfølgelig en betydning. De kunstnere, der er afhængige af markedsvilkår, er ofte langt mere respektfulde over for modtagerne, mens de, der ikke er afhængige af markedet, men af staten, i højere grad lefler for staten og ser ned på folket og nationen. Forfatterne og forlagene har f.eks. altid været afhængige af markedet, mens billedkunstnerne og klassiske komponister i mindre grad har været det.
Det er vigtigt med en god balance mellem offentlig støtte og markedskræfterne. Nu ved jeg jo selv, hvordan det er at eksistere på markedsvilkår – uden nogen statslige tilskudskroner – netop fordi jeg har været forlægger. Det var hårdt, men det kunne lade sig gøre. Det kræver dog respekt over for modtagerne – at man tager dem alvorligt. En respekt, som synes jeg, mange danske kunstnere har manglet.
Skal kulturlivet begynde at vænne sig til i højere grad at klare sig på markedsvilkår?
Det er en balancegang, og et område vi skal blive klogere på. Det er vigtigt at have et publikum og en modtager. Har man ikke det, så mener jeg ikke, at et hvilket som helst kunstværk er kunst.
På teaterområdet har de mindre egnsteatre generelt fremgang, mens det er lige omvendt i de store stats- støttede landsdelsteatre – hvorfor? På egnsteatrene er der en folkelig forankring, fordi man – tror jeg – sætter stykker op, der er mere vedkommende for folk, sammenlignet med hvad der bliver sat op på de store scener. F.eks. har Mungo Park i Kolding haft stor succes med deres teaterstykke om Rindal. Og samtidig gives der ikke ligeså meget tilskud til de små teatre som til landsdelsteatrene. Man ved ikke med sikkerhed, om der er en sammenhæng, men det er noget, jeg godt kunne tænke mig at vide mere om.
Gennem tiden har der været mange eksempler på kunstværker, der først er blevet populære i eftertiden. Kan det ikke være problematisk, hvis man sætter den samtidige popularitet som det overordnede kvaltetstræk for kunsten?
Det er et avantgarde-kunstsyn; at kunsten er frontfiguren, der går forrest og pløjer marken, mens den uvidende hob kommer bagefter og bliver oplyst. Og det er jo faktisk også en forholdsvis ny måde at anskue kunsten på, som kun er ca. hundrede år gammel.Tidligere havde kunsten et andet sigte, nemlig at oplyse om det skønne og søgen efter det gode. Og så havde kunsten også religiøse formål. Idéen om kunstneren som den verdslige præst, der går forrest og oplyser folket er forholdsvis ny – og jeg køber den ikke.
Selvfølgelig vil ’den geniale kunstner’ altid møde modstand, men problemet er, at ideen om ‘den geniale kunstner’ er blevet til arketypen; målet for alle kunstnere. Men det er faktisk meget få, der er originale, når det kommer til stykket. Det betyder ikke, at den kunst, der har den bredeste appel, altid er den bedste. Der er selvfølgelig skabt masser af god kunst inden for alle kunstarter, der ikke er blevet set af så mange mennesker, men som har haft stor betydning for f.eks. genrernes udvikling. Becketts teaterstykker blev ikke set af mange, men har haft en enorm indflydelse på teatret som genre. Masse og kunst hører ikke nødvendigvis sammen, men det er dejligt, når det gør.
Er der efter din erfaring interesse for kulturpolitik blandt vælgerne?
Nej, det ved vi fra målinger, at der ikke er. Kultur- området spiller en meget lille rolle i vælgernes bevidsthed i Danmark og ligger altid lavest, når vælgerne skal prioritere. I Frankrig er det apropos interessant nok anderledes, hvor man på målinger kan se, at kulturen ligger meget højt hos vælgerne.
I sidste ende er det selvfølgelig vælgerne, der afgør hvor betydningsfuldt et politisk område er, men det skal ikke afholde mig fra at have en holdning til kulturen, og jeg synes også vi har været gode til det i Dansk Folkeparti af den simple grund, at vi har en klar national profil og en klar kulturpolitik. Vi ved, hvad vi vil.
Kulturpolitikken i Folketinget har i mange år været kendetegnet ved en bred konsensus – og det er ikke kun dårligt. Men det har gjort, at politikerne i høj grad har lyttet til organisationerne og kulturpersonlighederne og valgt at efterkomme deres ønsker i samarbejde med ministeriet. Man har ikke haft det store ønske om grundlæggende at ændre på tingene, og for nogen har det sikkert været godt; især for den københavnske kulturelite, der har fået det, som de vil have det. Men om det har været godt for dansk kulturliv generelt – det er jeg ikke sikker på.
Jeg tror, kulturpolitikerne skal være mere fordomsfrie og turde at kigge på alle støtteområderne og se, om vi ikke kan gøre tingene bedre og anderledes. Det vil skabe et ramaskrig, hvis man begynder at røre ved kulturpengene – men det, tror jeg, er den bedste vej frem. Det vil betyde, at nogen mister og andre får.
Har du som kulturpolitiker en forpligtelse til at gøre opmærksom på kulturpolitiske problemstillinger?
Min opgave er at forklare, at det er vigtigt at have en kulturpolitik, fordi det er afgørende for os som folk og nation. Det er f.eks. vigtigt, at vi understøtter museerne, så de har mulighed for at fortælle danskerne deres historie. Og det er også vigtigt at støtte bibliotekerne, fordi de sørger for, at vores litteraturskat bliver bevaret og er tilgængelig for borgerne. Det er med til at understøtte vores nationale dagsorden – og det er vigtigt for Dansk Folkeparti som politisk parti.
Det er også vigtigt, at vi har et teater, der spiller på dansk, fordi det er med til at udvikle det danske sprog. Og det er vigtigt, at vi har danske film, der bliver produceret på dansk med danske skuespillere og af danske filmselskaber – og dét kræver offentlig støtte. Det er især vigtigt på grund af den stigende globalisering, og fordi Danmark er under pres som selvstændig nation. De store multinationale medieselskaber er enormt magtfulde, og den amerikanske kultur er stærk og vidunderlig – jeg elsker den amerikanske kultur! Men presset er enormt og som lille nation bliver vi nødt til at have noget at stå imod med. Det kræver, at man fokuserer på det danske, og at staten understøtter, hvor den kan.
Kunne kulturpolitikken i den forbindelse blive et vigtigt valgtema?
Nej, og nu sidder jeg jo også som byrådspolitiker, hvor kulturpolitikken heller ikke spiller nogen rolle overhovedet i en valgkamp. Vælgerne forlanger ikke et opgør med kulturpolitikken, og der er heller ikke så mange, der interesserer sig for det. Og sådan må det nødvendigvis være. Det er særligt indvandring, arbejdsløshed og sundhed, som er højt på vælgernes dagsorden, hvilket er fint.
I de sidste par år har der været flere sager, der hører under kunst- og kulturområdet – såsom Dan Parks kunstværker og Yahya Hassan digte – der har fået stor opmærksomhed, både politisk og i medierne. Er sådanne sager ikke relevante som udgangspunkt for valgtemaer?
Jo, bestemt, og man kunne også nævne DRs serie ”1864” og sagen om Underholdningsorkestret. Det interessante er, at det er brede kulturelle emner og debatter, som folk gerne vil deltage i. Men under en valgkamp er det meget svært at styre debatterne – noget dukker op, og så kører det. Jeg ser hellere, at kulturdebatterne foregår, når de nu engang foregår, i stedet for at det bliver lidt forkrampet under en valgkamp. Men når alt kommer til alt, er det vælgerne, der styrer, hvad der skal være på dagsordenen under et valg.
Hvordan styrer vælgerne det? Er det ikke politikerne i samspil med medierne, der styrer dagsordenen for fokusområderne i en valgkamp?
Det er et samspil mellem debatter, meningsmålinger, partiernes aktuelle styrke og medierne. Hvis Dansk Folkeparti f.eks. kun havde haft 10 % af vælgernes stemmer, ville indvandringen nok ikke have spillet en rolle i den offentlige debat og medført overraskende meldinger fra andre partier på dette område.
Interview og bearbejdning: Jakob Høgh Sørensen
Efterredigering: Jakob Høgh Sørensen og Mette Gadegaard