Kulturpolitikken kommer til at dominere den forestående valgkamp. Desværre ikke fordi kulturlivets kvalitet og velbefindende prioriteres højt blandt de politiske partier, men fordi kulturen repræsenterer en meget nærværende debat; Kampen om de danske værdier og den danske identitets fremtid.
Af Andreas Groth Clausen
”En nationalistisk bevægelse begynder ikke med et protestmøde, en erklæring eller væbnet modstand, men derimod typisk med fremkomsten af litterære selskaber, historisk forskning, musikfestivaler og kulturelle tidsskrifter…..En nations symboler; musik-, kunst og videnskabsakademier, nationale momenter, nationalmuseer tjener udelukkende til at udtrykke, repræsentere og forstærke afgrænsningen af nationen og til at forene medlemmerne i den gennem en fælles forestilling om kollektive erindringer, myter og værdier”[1]
(Professor Anthony Smith, School of London Economics)
Kunsten og kulturen er en stor del af, hvem vi er. Først og fremmest som individer, men også i de sociale fællesskaber, vi indgår i. Dette gør sig også gældende i Danmark og det kollektive fællesskab, nationen opretholder. Vores kulturelle klenodier afspejler de værdier, vi som samfund ønsker at repræsentere og får derfor en betydningsfuld rolle i politiske værdikampe, hvor vores nationale identitet og dennes udvikling er til debat.
Kulturpolitikken er i disse scenarier ikke bare bærende for vores kvalitative kulturliv, men fungerer som et politisk redskab i diskussionen om, hvordan Danmark som nation skal udvikle sig. Politikernes standpunkt i den nationale identitetsdebat, påvirker hvilke aspekter af det danske kulturliv, de tillægger mest værdi. Hvis aktører – der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med dansk kulturliv – vil opnå et fyldestgørende billede af, hvordan kunsten og kulturen værdsættes i forskellige politiske lejre, er det vigtigt at være bevidst om dansk kulturs betydning i denne politiske værdikamp. Især fordi nationalstaten for tiden gennemgår en identitetskrise, hvor blandt andet indvandring, Europas økonomiske udfordringer og EU’s indflydelse i medlemslandene, udfordrer fælleskabets afgrænsninger.
Kulturpolitiske paradigmer
Ifølge Anthony Smith, professor i nationalisme og etnicitet ved London School of Economics, er der i nationalismens teoretiske paradigmer to overordnede reaktioner på dette globaliserede pres. Det ene er, at man vender sig indad og afskærmer nationen ved at binde danske værdier og dansk identitet til historiske og statiske omdrejningspunkter – det primordiale paradigme. Et konkret politisk initiativ, der viser kulturens rolle i dette nationale paradigme, er Kulturkanonen, hvis formål var at binde danske værdier til dansk kulturarv.
Tidligere Kulturminister Brian Mikkelsen beskrev nødvendigheden af Kulturkanonen, således;
“A medieval Muslim culture will in our homeland never be as valid as Danish culture, which has evolved on ancient Danish soil,…. The Danish cultural heritage enriches our lives and intensifies our identity as Danish citizens in a period dominated by globalisation and migration.”[2]
Af frygt for globaliseringens og immigrationens udvanding af den danske identitet, håbede Brian Mikkelsen at kunne fastankre danskheden i udvalgte historiske kunstværker. Vores historiske kulturarv tillægges en enorm identitetsbaseret værdi blandt politiske tilhængere af dette paradigme, fordi kulturarven her er rygraden i den danske identitet og derfor må prioriteres og bevares.
Den modsatte reaktion på det globale pres er det etnosymbolske paradigme, hvori forskellige subjektive følelser, erindringer, værdier og ritualer kan rummes i én omfavnende nation. Herved er løsningen på den presserende globalisering ikke at afskærme sig fra omverdenen, men at gå i dialog og forenes i multikulturalismen. Den siddende regering bruger den progressive samtidskunst til at efterleve dette paradigme. I strategien for en styrket internationalisering af dansk kulturliv har regeringen ytret ønsket om, at Danmark positionerer sig som en opsøgende og internationaliseret nation, for at sikre en plads på det globale marked og fremme dansk eksport. Den progressive samtidskunst bruges som det foretrukne redskab i denne sammenhæng, fordi rapporter udarbejdet af britiske forskere konkluderer, at den progressive danske kunst er kendt for at have et internationalt udsyn og møder andre kulturer med åbent sind[3]. I regeringens internationale markedsføring er den progressive samtidskunst derfor blevet prioriteret højere end den statiske kulturarv, fordi den har evnerne til at iscenesætte Danmark som en etnosymbolsk nation.
Kunsten og kulturen bruges i begge paradigmer som et politisk redskab til at gennemføre identitetspolitiske visioner. For at forstå hvilke aspekter af dansk kultur, der prioriteres højest blandt politiske aktører, må man derfor konstant være bevidst om, hvorvidt det er det etnosymbolske eller primordiale paradigme, der dominerer de politiske handlinger. Det har indflydelse på de kulturpolitiske agendaer om, hvorvidt de politiske instanser ønsker, at den progressive kunst skal være katalysator for dialog og nationens møde med omverdenen eller om den danske kulturarv skal beskytte den danske identitet imod det fremmede.
Det Danmark du kender
Kulturen spiller en stor rolle i opretholdelsen og udviklingen af nationen Danmark. Derfor vil det socialdemokratiske slogan ”Det Danmark Du Kender” have indflydelse på den danske kulturpolitik, idet dansk identitet og dansk kultur er uløseligt forbundet. Politiske handlinger der er styret af værdikampen, vil have følgevirkninger for den førte kulturpolitik. De fleste politiske analytikere har allerede konkluderet, at den socialdemokratiske strategi bunder i ønsket om at tilbageerobre de vælgere, der har søgt mod Dansk Folkeparti; et parti der er kendt for at ville beskytte dannebro og de traditionelle danske værdier. Der opstår her en uoverensstemmelse mellem den internationale promovering af den progressive samtidskunst, som regeringen forsøger at gennemføre og deres nationale primordiale positionering som beskyttere af ”Det Danmark Du Kender.”
Denne uoverensstemmelse er allerede blevet anvendt som fundament for kritik af regeringen i forbindelse med nedlæggelsen af Underholdningsorkestret. Pia Kjærsgaard bemærkede, at Kulturminister Marianne Jelved befandt sig i Kina, imens ”den sidste danske musikbastion” afholdt støttekoncert på Vega[4]. Det retoriske valg af ordet ”bastion” siger en del om den rolle som UnderholdningsOrkestret indtager i Pia Kjærsgaards billede af nationalstaten. Orkestret udgør et primordialt forsvarsværk, som Jelved forlod til gengæld for regeringens internationale og progressive kultursatsning. På daværende tidspunkt vakte Kulturministerens fravær ikke den store medieopmærksomhed, men i en nært forestående valgkamp, hvor regeringen ønsker at fremstå som beskyttere af de trygge, traditionelle danske værdier, er en sådan prioritering både opsigtsvækkende og risikabel. Den dominerende identitetskamp kan herved have indflydelse på, hvilke kulturpolitiske beslutninger der bliver truffet, idet modstridende budskaber kan skade den strategiske valgkamp.
Interesserer man sig for det danske kulturliv, vil jeg opfordre til, at man følger valgkampen med dette identitetspolitiske perspektiv for øje. Sloganet ”Det Danmark Du Kender” betyder, at kampen om den danske identitet og de danske værdier vil fylde meget i den kommende valgkamp. Politikernes standpunkter imellem de nationalistiske paradigmer vil afsløre, hvilke aspekter af det danske kulturliv de politiske partier opfatter som vigtige for Danmarks fremtid.
Du kan læse mere om kulturpolitik og valg i kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
[1] Smith, Anthony D. (2001): Nationalisme. Oversat af Anders Nygaard: Hans Reitzel Forlag, DK S. 18 & 20
[2] Duelund(2011): The Impact of the new Nationalism and Identity Politics on cultural policy-making in europe and beyond. Culture Watch Europe http://www.coe.int/t/dg4/cultureheritage/CWE/CWE-TP-Duelund_en.pdf
[3] Kulturministeriet (2010) ”Styrket Internationalisering af Dansk Kulturliv”: S. 6
[4] Pia Kjærsgaard, politiko.dk, 27. oktober 2014