Lars Barfoed (f. 1957) er kultur-, medie-, EU- og udenrigsordfører og tidligere formand for Det Konservative Folkeparti. Han er uddannet jurist og har tidligere både været justits- og transportminister samt minister for familie- og forbrugeranliggender.
kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Lars Barfoed, kulturordfører for Det Konservative Folkeparti.
Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
Hvorfor er du kulturpolitiker?
Fordi jeg i mange år har været optaget af kulturpolitik og har haft lyst til at arbejde mere med det kulturpolitiske stofområde. For et par år siden fik jeg muligheden for at overtage ordførerskabet og besluttede mig for at kaste mig ud i det. Når jeg interesserer mig for kulturområdet som politiker, og ikke bare som kulturforbruger, så skyldes det bl.a., at kulturpolitikken indeholder rigtig meget værdipolitik. Som konservativ er jeg i meget høj grad optaget af, hvilke værdier der forener os som nation, som samfund og som folk.
Jeg synes i øvrigt, det er godt for politikere at skifte mellem ordførerområder. Man bliver en mere holistisk politiker af at have prøvet forskellige politikområder, som ofte grænser op ad hinanden. Jeg har bl.a. tidligere været arbejdsmarkedsordfører, transportordfører og udviklingspolitisk ordfører.
Kulturpolitik har i høj grad noget at gøre med at sikre både en forankring og en udvikling af vores kultur, der binder os sammen som danskere – uanset om vores familie altid har boet her eller er flyttet hertil for nyligt. Kulturpolitikken er desuden yderst vigtig i en tid, hvor vi alle får påvirkninger på kryds og tværs af landegrænser; vi rejser og får indtryk fra mange steder rundt omkring i verden, men sidder også meget hjemme i vores stuer og får nyheder og informationer fra både nettet og tv-kanaler, der bringer indtryk fra hele verdens kulturer ind i vores hjem.
Der sker altså i disse år et bombardement af kulturpåvirkninger. For at vi kan forholde os til dette, er det vigtigt, at vi som nation kender vores egne rødder, så vi som samfund, som folk og som borgere ikke blot bliver en reaktion på alt, hvad der foregår rundt omkring i verden. Derfor synes jeg kulturpolitikken i disse år er vigtigere end nogensinde før; vi skal ikke blot adoptere andres kulturvaner, men holde fast i vore egne.
Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?
Ligesom alle andre folketingspolitikere har indflydelse på de ordførerområder, som de nu engan varetager, har jeg selvfølgelig også stor indflydelse på kulturpolitikken. Der er flere aftaler og forlig på kulturområdet, og i de forhandlingssituationer er der gode muligheder for at påvirke de endelige aftaler. Når man sidder omkring et bord og forhandler, kan man altså stille krav til aftalen. Og når man endelig har færdigforhandlet en aftale eller et forlig, så har alle partier desuden vetoret med hensyn til ændringer og udviklinger i aftalen.
Som kulturpolitiker har man altså stor indflydelse på kulturområdet, men det er selvfølgelig med respekt for armslængdeprincippet; som politikere sidder vi ikke og peger på, hvilke musikstykker der skal spilles i Operaen eksempelvis. Det er af gode grunde noget, vi skal overlade til kulturinstitutionerne, til Statens Kunstfond og andre, der har til opgave at forvalte støttekronerne.
Langt størstedelen af Kulturministeriets midler er lagt ud i på forhånd fastlagte støtteordninger. Er det en begrænsning for kulturpolitikernes reelle indflydelse?
Som kulturpolitikere skaber vi rammerne for kulturpolitikken, men overlader det til andre at udmønte den, bl.a. i Statens Kunstfond og i de statsanerkendte kulturinstitutioner. Og pengene i kasserne bliver bevilget til masser af nyt og spændende. Indflydelsen er tilstede, fordi vi jo kan vælge at flytte rundt på tilskudskronerne. Når vi f.eks. indgår de store forlig, som for nyligt på film- og medieområdet, så bliver der i høj grad flyttet rundt på pengene og sat betingelser og rammer op for, hvordan midlerne skal anvendes og prioriteres – samtidig med at vi bevarer armslængdeprincippet.
Flere kulturdebattører, heriblandt direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, har udtalt, at Danmark ikke har en ægte kulturpolitik. Hvad tænker du om det?
Jeg er enig i, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi på nuværende tidspunkt har en tilstrækkelig klar linje og overordnet målsætning og strategi for, hvad vi vil med kulturpolitikken i Danmark. For udover at sidde og fordele pengene, skal vi som politikere selvfølgelig helt overordnet holde os for øje, hvilke veje strømmene i kulturen og i kulturlivet bevæger sig.
Jeg mener eksempelvis ikke, at den nuværende regering i deres kulturpolitik har gjort det klart, hvad kulturarven indebærer og hvilken rolle den skal have i samfundet. Og jeg synes desuden også, at der er behov for klarere linjer i forhold til public service-begrebet, som man må sige, er en meget bærende del af vores kulturpolitik – især økonomisk idet en stor del af statens kulturbudget går til public service-områder, ikke mindst til Danmarks Radio. Så der er bestemt nogle overordnede strategier og målsætninger, der burde tegnes klarere op, end de bliver på nuværende tidspunkt. Jeg tror i høj grad, at dette hænger sammen med, at vi nu i en del år har haft kulturministre fra De Radikale, hvor kulturradikalismen stadig spiller en stor rolle. Det er for mig en overbevisning, der forbyder at tage stilling til noget som helst – alt er så at sige lige godt eller lige skidt. Konsekvensen af dette er simpelthen, at retninger og prioriteringer ikke tegnes tilstrækkeligt klart op. Men det tror og håber jeg på, at en borgerlig regering, med en mere klar kulturkonservativ retning, ville råde bod på.
Hvordan vil en kulturkonservativ retning udmønte sig i konkrete forslag?
Kigger man f.eks. på et område som bevarelse af kulturarven, skal vigtigheden i at museerne skal kunne bevare artefakter og den arv, vi har fra fortiden, prioriteres højere. Det er min opfattelse, at flere af landets museer er nødlidende. Jeg hører ofte om, at der er fare for, at betydningsfulde samlinger, der opbevares i museernes magasiner, ødelægges fordi det på nuværende tidspunkt ikke opbevares på rigtig vis.
Desuden mener jeg, at det er nødvendigt at skærpe det public service-begreb, der udgør en stor del af den danske kulturpolitik. For ganske nyligt blev der nedsat et udvalg med Connie Hedegaard som formand, som netop skal arbejde med public service i et moderne samfund. Jeg håber meget, at udvalget vil udarbejde en rapport, der peger på, at en skærpning af public service-begrebet giver mening, sådan at f.eks. Danmarks Radio vil begynde at fokusere mere på public service-begrebet i klassisk forstand.
I Det Konservative Folkeparti er det ingen hemmelighed, at vi var stærkt utilfredse med, at Kulturminister Marianne Jelved endte med at acceptere Danmarks Radios ønske om at nedlægge DR Underholdningsorkestret. Det er efter min mening en sag, hvor kulturministeren fuldkommen har misforstået armslængdeprincippets betydning; selvfølgelig kunne hun have gjort andet end bare at makke ret. Der står sort på hvidt i den gældende public service-kontrakt med DR, at der skal være et underholdningsorkester. Jeg mener, at en nedlæggelse er under al kritik, da Underholdningsorkestret er et orkester, der dels arbejder aktivt med vores kulturarv, fordi de spiller klassiske stykker, som vi har brug for at huske og bringe videre, og som dels leverer meget høj, international kvalitet.
Og dét, at vi skal satse på høj kvalitet, er et andet element, jeg vil bringe ind i en konservativ kulturpolitisk sammenhæng. Det er, når alt kommer til alt, det ypperste og det bedste, vi skal værne om. Politikere skal ikke være smagsdommere i forhold til, hvad der så er det ypperste, men jeg mener, det skal være vores målsætning at værne om rammerne for kunst og kultur af så høj kvalitet som tilfældet er med Underholdningsorkestret.
For mig at se er det altså en kulturpolitisk falliterklæring at nedlægge orkesteret, bare fordi DR hellere vil bruge ressourcer på at konkurrere med de kommercielle kanaler, f.eks. i forhold til at være massivt til stede på de sociale medier eller bringe ligegyldige tv-serier, der ligeså godt kunne være sendt på de kommercielle tv-kanaler. Selvfølgelig skal Danmarks Radio forholde sig til nye medier, men jeg mener, det er en forkert prioritering, hvis det sker på bekostning af så vigtige public service-elementer som Underholdningsorkestret. Det argument har intet med armslængdeprincippet at gøre. Jeg mener derimod, at når vi forærer DR 3,6 mia. kroner om året i licenspenge, i modsætning til kommercielle tv-kanaler, der må klare sig selv, så har vi selvfølgelig lov til at stille krav til, hvordan pengene skal anvendes.
Politikerne skal ikke bestemme, hvad orkestret skal spille, men vi skal bestemme, at der skal være et orkester som en rammebetingelse.
Hvad skal der til for, at kulturpolitik kan blive et valgtema i Danmark?
Der er bestemt ting inden for det kulturpolitiske, som mit parti vil fremhæve som emner, vi vil gøre noget ved efter valget – hvis vi får muligheden. Det vil eksempelvis være at genindsætte Underholdningsorkestret i Danmarks Radios kontrakt og desuden at bevilge flere penge til sikringen af kulturarven. Vi mener desuden heller ikke, at det er nødvendigt, at staten ejer både Danmarks Radio og dele af TV2, og derfor vil vi arbejde for, at TV2 udelukkende skal overgå til private hænder.
Det er dog ikke sådan, at jeg tror, at valgkampen først og fremmest kommer til handle om kulturpolitik. Det er andre temaer, der vil fylde i valgkampen – både i medierne og i folks bevidsthed.
Er der efter din erfaring interesse for kulturpolitik blandt vælgerne?
I høj grad. Jeg synes generelt, jeg får mange reaktioner, når jeg udtaler mig kulturpolitisk. Sagen omkring Underholdningsorkestret har f.eks. affødt afsindigt mange henvendelser på forskellig vis – og gør det stadig.
For noget tid siden var jeg til et arrangement i Valby Kirke, hvor sognepræst Sørine Gotfredsen holdt en temagudstjeneste om dannelse, der jo er et meget stort tema inden for kulturpolitikken. Efterfølgende var der åben debat i menighedshuset, og her mødte over 200 mennesker op for at diskutere. Så det er min generelle opfattelse, at der er en meget stor interesse fra befolkningen, når der bliver talt og diskuteret om emner, der berører kulturpolitik.
Hvad skal der satses på, hvis dit parti får kulturministerposten efter valget?
I vores 2020-plan for den offentlige økonomi indgår der flere midler til kulturen, der – som nævnt – skal anvendes til at bevare kulturarven på bedre vis, lige fra museerne til Fregatten Jylland og andre steder, hvor vi ser, at kulturarven er ved at forfalde. Ligesom formidling af kulturarven til unge mennesker er vigtigt for os.
Samtidig er det som sagt vigtigt at skærpe bevidstheden om, hvad public service er, ikke er og skal være. Det er bl.a. et spørgsmål om at vurdere, hvad markedet kan klare af sig selv. Jeg mener, at licenskronerne skal anvendes dér, hvor markedet ikke kan løfte – i modsætning til, hvordan de i høj grad anvendes nu.
Interview og bearbejdning: Jakob Høgh Sørensen
Efterredigering: Jakob Høgh Sørensen og Mette Gadegaard