Troels Ravn (f.1961) er kultur- og medieordfører og tidligere idrætsordfører for Socialdemokraterne. Han er desuden formand for udvalget for Udlændinge- og integrationspolitik. Troels Ravn er uddannet lærer og har tidligere været skoleleder samt formand for udvalget Sundhed, Kultur og Fritid i Vejen Kommune.
kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Troels Ravn, Socialdemokraternes kulturordfører.
Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.
Hvorfor er du kulturpolitiker?
Overordnet er det et politisk område, der interesserer mig meget. Kulturen er dét kit, der binder os sammen i et fællesskab som nation. Jeg er selv barn af det frivillige foreningsliv, der i høj grad kendetegner Danmark. Jeg har dyrket sport og været medlem af forskellige kultur- og fritidsbestyrelser, siden jeg var 14 år. Det er et vigtigt område, fordi det er en understøttende ramme for hele vores velfærdssamfund. Og at kunne være med til at påvirke de forhold, der betinger og udvikler kultur og fritid, er fantastisk vigtigt – også selvom situationen er den, at rigtigt mange af kulturbudgettets 7, 2 milliarder på forhånd er lagt ud i støtteordninger.
Jeg har siddet i Folketinget i syv år nu, og igennem alle årene har jeg været medlem af Folketingets Kulturudvalg. Tidligere var jeg ordfører på børne- og undervisningsområdet, som jo er et grænseområde til kulturområdet, og fik så tilbudt ordførerposten for medier og kultur, da Mogens Jensen blev udnævnt til Handels- og Udviklingsminister i begyndelsen af 2014.
I blandt Socialdemokraterne er posten som kulturordfører attraktiv, og når der skal lægges billet ind på ordførerskaber, så er kulturudvalget faktisk et af de mest populære udvalg. Jeg tror, det forholder sig sådan, netop fordi det er et spændende værdipolitisk område. Og måske er det også sådan, fordi man som kulturpolitiker fra tid til anden kommer væk fra Christiansborg og får sig nogle kunstneriske og kulturelle oplevelser, der taler til sanserne og provokerer.
Bortset fra, at jeg gerne løber en tur og stadig spiller masser af fodbold og tennis, så er jeg desværre ikke selv aktiv udøver inden for kunst og kultur. Men jeg kommer rigtig meget ud og får kulturelle oplevelser. Det kan være lige fra teater i det lokale forsamlingshus, en tur i biffen, besøg i et kunstmuseum eller en tur i Det Kongelige Teater. Både som menneske og politiker, er det godt med kunstneriske og kulturelle oplevelser. Professionelt har jeg en pligt til at komme rundt og se, hvad der rører sig, og være i kontakt med både kunstnere, publikum og ansatte i kulturinstitutionerne. Som menneske giver kunst og kultur mig en vigtig dimension – jeg bliver udfordret og får flyttet mine grænser, jeg bliver provokeret, jeg kommer i tvivl, mine sanser bliver stimuleret. Jeg vil gerne have, at så mange mennesker som muligt og med forskellige sociale baggrunde får mulighed for at være aktiv – eller være forbruger af kunst og kultur.
Er der en forbindelse mellem et stærkt kulturliv og en stærk velfærdsstat?
Kunst og kultur indgår på mange niveauer af danskernes liv og er i den grad rammesættende for vores velfærdssamfund. I efteråret 2014 udgav Socialdemokraterne det kulturpolitiske idéoplæg ”Kultur er stadig velfærd”, der beskriver alle de store kulturområder og sætter ord på, hvilken betydning kulturen har for os mennesker. Oplægget handler bl.a. om folkeskolen og folkeskolereformen, der bygger bro mellem skolerne og det lokale kunst- og kulturliv, om generel folkeoplysning, idrætsforeninger og de lokale museer, teatre og musiksteder. Det er alt sammen områder, hvor mennesker også selv har mulighed for – og opfordres til – ikke bare at nyde den professionelle kunst og kultur som publikummer, men også selv at dyrke kunsten og kulturen aktivt i forskellige amatørsammenhænge. Kunst og kultur – samt eksempelvis at være aktiv i en af vores mange foreninger i Danmark – er med til at give os et stærkt fællesskab i samfundet. Jeg tror ikke, man skal undervurdere kulturens bidrag, når vi taler om den vigtige sammenhængskraft i samfundet. Som tidligere nævnt, så er kultur det kit, der binder mennesker sammen.
I Danmark er kulturlivet på et meget højt niveau, der er fuldkommen indarbejdet i vores hverdag og velfærdssamfund. Og derfor tænker vi måske heller ikke altid så meget over, hvor meget det egentlig betyder og fylder. Det er blandt andet derfor, jeg mener, man burde oprette et analyseinstitut for kulturen, der f.eks. ville skærpe den dokumentations- og forskningsdel, som fortæller os, hvad kultur egentlig betyder for os, velfærdssamfundet og demokratiet. Det ville være rigtig vigtigt at få dokumenteret og sat i tale og gjort til en del af de kulturpolitiske debatter. Jeg er kritisk i forhold til, at vi i samfundsdebatten ofte tager udgangspunkt i økonomi, cost-benefit- analyser og new public management – også når det gælder kulturens vilkår. Jeg vil gerne have, at vi anvender nogle synsvinkler som italesætter værdien af kunst og kultur for samfundet, ud fra andre parametre end de økonomiske.
Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?
Naturligvis har man en reel indflydelse som politiker uanset hvilket område, man beskæftiger sig med. Jeg har været med til at forhandle en række store aftaler hjem, eksempelvis omkring Medieaftalen og Public service-aftalerne, og dermed har jeg altså været med til at sikre, at vi får god ‘public service’ af høj kvalitet, når det kommer til nyheder, debat, TV-drama og underholdning, som er vigtigt for at understøtte demokratiet. Danske public-servicemedier er uafhængige af politiske, erhvervsmæssige og økonomiske interesser. Her er der ingen Murdoch eller Berlusconi, der bestemmer. Det er så absolut en fordel for Danmark og danskerne, at vi er fælles om at finansiere et godt og uafhængigt medieindhold, der kan understøtte vores demokrati med viden og oplysning og sikre gode fælles oplevelser. Spørg bare dem, der har boet i lande, hvor det ikke er tilfældet.
I Danmark er vi så privilegerede, at demokratiet både fungerer som styreform og livsform. Vi går til valg hvert fjerde år, men vi blander os som aktive medborgere, også i den politiske debat. Jeg er dagligt i kontakt med mennesker, som på forskellig vis giver deres holdning til kende om kulturpolitikken og forsøger at påvirke tingene. I Folketingets Kulturudvalg har vi jævnligt interesseorganisationer, kulturinstitutioner og andre grupper af borgere i foretræde, hvor vi får input og idéer til lovgivningsarbejdet. Den kontakt er i høj grad med til at præge mit arbejde som kulturpolitiker.
Min indflydelse som politiker udøver jeg altså dels som medlem af Folketingets Kulturudvalg og dels ved den konkrete behandling af lovforslagene på kulturens område i Folketinget. Jeg holder også ugentlige møder med kulturministeren og er med til at sætte mål og perspektiv for regeringens kulturpolitik. Som kulturpolitiker diskuterer man jævnligt omstændighederne omkring støttesystemerne, hvor langt de fleste af de 7,2 milliarder kr., som kulturbudgettet udgør, er fastlagt. For tiden er vi i Kulturudvalget ved at drøfte, om man skal undersøge mulighederne for at lave nye måder at tildele kulturstøtte på.
Mener du, at der er en manglende vilje til at ville lave det store om i kulturpolitik, fra politikernes side?
Det er rigtigt nok, at vi ikke laver om på store, fundamentale ting ved kulturpolitikken i tide og utide. Men f.eks. sikrer vi dog med film- og medieaftalerne et fortsat solidt fundament for film- og medieområdet og understøtter nogle meget vigtige grundsøjler i vores demokrati. Selvfølgelig ligger der en risiko i, at vi ”blot” bliver administratorer, netop fordi langt størstedelen af budgettet på forhånd er fastlagt.
Hvad skal der til for, at kulturpolitik kan blive et valgtema?
Kunst og kultur er sjældent temaer for en valgkamp og står typisk nederst på de politiske dagsordner. Men det er et område, der betyder uendeligt meget for vores alle sammens hverdagsliv. Siden den dag jeg blev valgt ind i Folketinget, har jeg haft en vision om, at kunst og kultur skal ud til almindelige mennesker i hele landet, dvs. på arbejdspladser, i byrum og på uddannelsesinstitutioner eksempelvis.
Jeg mener, at man skal starte i kommunerne, hvor kulturen betyder meget, forstået på den måde, at det i høj grad er ude i kommunerne, at tingene bliver udmøntet. I de kommunale valgkampe er kultur- spørgsmål såsom folkeoplysning og foreningsfor- hold allerede relativt højt på dagsordenen.
Men vi kommer aldrig til at snakke kunst og kultur på landsdækkende TV de sidste timer, inden folk går i stemmeboksen. Kulturen er som sagt bygget ind i vores dagligdag og i velfærden, hvilket også er grunden til, at Socialdemokraterne omtaler kultur som velfærd. Folk tager det som en given ting, der er indbygget i samfundet, men det er sjældent noget, som de nødvendigvis vil gå på barrikaderne for. Jeg er dog sikker på, at politikere vil blive mødt med massiv modstand fra borgerne, hvis nogen kunne finde på at pille ved rammerne for det lokale museum eller spillested, eller hvis grundlaget for vores stolte tradition for folkeoplysning og idræts- og foreningslivet pludselig blev forringet.
De emner, som kommer til at stå øverst på listen over valgtemaer, er beskæftigelse, økonomi, kernevelfærd som sundhed og ældrepleje, samt udlændingepolitik, og i forlængelse af de tragiske begivenheder i København i februar, radikalisering og bekæmpelse af terror. Valget vil nok også komme til at handle om landdistriktspolitik, hvor også kulturpolitik spiller en rolle. Faktisk har man en klar dokumentation for, at noget af det, der er med til at fastholde folk eller give folk lyst til at bosætte sig uden for de store byer, er et aktivt kunst-, kultur- og foreningsliv. Det er både interessant og glædeligt.
Hvad skal der satses på, hvis dit parti får kulturministerposten efter valget?
Kulturen skal være et stærkt og betydningsfuldt element for alle borgere, og der skal være kunst og kultur for folket. Det må ikke blive elitært; Det Kongelige Teater er vigtigt, men det er forsamlingshusene og de lokale kulturhuse også.
For nylig var jeg i Tistrup ved Varde, som er en landsby på 1200 indbyggere. På den lokale skole skulle kommunens ældste elever holde en festival for de kortfilm, de havde produceret i skolen. Og i pausen var jeg så inviteret på det lokale kunstmuseum. Det er et eksempel på, hvordan kunst og kultur er derude, hvor mennesker også er, og det er fortsat et vigtigt punkt på dagsordenen for os – at der er kunst og kultur i byrummet, på landet og på arbejdspladserne.
Jeg vil som nævnt også gerne, at vi bliver klogere på betydningen for mennesker og samfund, at vi har et rigt kunst- og kulturlivet i Danmark. At vi tydeliggør kunst og kulturs vitale betydning for mennesker i alle aldre og for samfundsudviklingen – eksempelvis gennem forskning.