kulturledelse.dk om: Kulturpolitiske ståsteder og gambling

Med beslutningen om at lukke Underholdningsorkestret har DR fået kulturpolitikerne op af stolene. Sjældent er en nedlæggelse af 42 offentlige jobs blevet så stort et samtaleemne, og DRs ledelse og bestyrelse slipper næppe for at forklare, hvorfor man saver en meget levedygtig gren af lige nu.

DRs ledelse og bestyrelse består af drevne folk, og det kommer næppe som en overraskelse, at kulturpolitikerne på Christiansborg også vil reagere kraftigt. Underholdningsorkestret personificerer nemlig en kombination af tre arketypiske positioner for kulturpolitikerne, der veksler mellem populistiske, idealistiske og pragmatiske argumenter for kunststøtten.

Af Peter Hanke


 

Ugens mest omtalte kulturnyhed er uden tvivl nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret, der indgår i en sparepakke, som DRs ledelse og bestyrelse for nylig har vedtaget. Der er rigtig mange forventelige protester i kulturlivet om betimeligheden af denne besparelse, og en stor diskussion om symfoniorkestres legitimitet generelt samt DRs ansvar for kulturarven er gået i gang.

Interessant nok er denne fyring af 42 musikere og et mindre antal administrative medarbejdere – altså et behersket antal ansatte i en stor offentligt finansieret koncern – overordentlig velegnet som afsæt til en debat for Folketingets kulturpolitikere. Flere forskellige ordførere benytter anledningen til at kæmpe for Underholdningsorkestrets bevarelse og markerer en række synspunkter, der på en overbevisende måde forener tre vigtige principper i argumentationen for politisk støtte til kunsten i Danmark.

I alle partier kan man finde en kombination af populisme, idealisme og pragmatiske grundholdninger til kunststøtten:

For Populisten er udbredelse vigtigt. Man lægger vægt på, at der er mangfoldige og gode tilbud til befolkningen, og kunsten skal præsenteres på en inviterende måde, således at mange mennesker bliver interesseret. Der skal være et talstærkt publikum, som er villig til at betale en billet – eller som vælgerskare accepterer stor offentlig finansiering. Gode statistikker for publikumsdeltagelse er afgørende.

Idealisten vil afvise at opregne en nytteværdi af kunsten, herunder om få eller mange er interesseret i et bestemt udtryk. Det excellente udtryk og den kompromisløse, kaldsdrevne bestræbelse, som talentfulde kunstnere udøver, er værdifuld i sig selv. Kunsten viser vejen til civilisationens højdepunkter – dette gælder både kulturarven, som har bevist sin styrke historisk, og nye udtryk, der i samtiden regnes for smalt. Det højeste æstetiske niveau er afgørende.

Men den mest almindelige position er dog Pragmatikeren, der ser på kunsten som en investering – f.eks. i børneopdragelsen og i dannelsesopgaven – eller som national branding, der kan få Danmark på verdenskortet og tiltrække turister og højt begavet arbejdskraft til landet. Politikerne deler holdning med store segmenter i befolkningen, der går ind for støtte til avanceret kunst af samme grund, selv om man kun sjældent eller slet ikke selv benytter tilbuddene.

Disse tre arketypiske positioner findes i forskellige blandinger på tværs af partiskel i Folketinget, og politikerne anvender personligt de samme argumenter på skift afhængigt af debatternes fokuspunkter.

Da Underholdningsorkestret rammer plet i forhold til alle tre principper, er det ikke underligt at der opstår en sag, som giver mediedækning og debat ud over det sædvanlige. I mange år har orkestret passet fint til det populistiske aspekt, men i det seneste årti med Adam Fischers ledelse af det avancerede klassiske repertoire, er de to øvrige aspekter vokset på en måde, så Underholdningsorkestret som ganske få institutioner scorer meget højt på alle tre parametre – og dermed har udviklet sig til en kulturpolitisk darling. Med forskellige begrundelser kan næsten alle kulturpolitikere derfor mene noget sympatisk om netop dette ensemble.

Gambler DR?

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn har pointeret, at der skal frigøres midler til udvikling, og DR har derfor sparet sig til en anselig økonomisk buffer – men er denne del af budgettet måske også sat af til politiske indrømmelser, som f.eks. at bevare orkestret helt eller delvist?

Argumentationen fra den nyligt tiltrådte kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen er ligeså ubehjælpsom som pressemeddelelsernes vægt på, at DR vil styrke livemusikken ved at nedlægge et orkester, der nærmest er synonymt med liveoptræden. Og det ultrakorte opsigelsesvarsel må desuden medføre dyre aftrædelsesordninger til musikerne. Kan det være, at DRs ledelse venter på en politisk “nødvendighed” og ender med at trække i land, evt. sammen med en mindre merbevilling, så orkestret alligevel kan reddes?

DRs ledelse og bestyrelse er naturligvis helt klar over, at der går en kulturpolitisk proces i gang med kritiske spørgsmål til ministeren, markeringer i pressen og underskriftsindsamlinger. Bestyrelsens medlemmer og husets ledelse har tidligere vist stor flair for det taktiske politiske spil, men hvis denne manøvre er ment som en invitation til politisk dans, er der nu brudt nogle markante grænser for politisk gambling.

5857838458_0cb380b558_o