I valgkampen har statsministeren tilkendegivet et løft på 39 milliarder kroner i velfærden i årene frem til 2020. Det er det frirum, som reformflertallet har skaffet gennem 2020-aftalen. Socialdemokratiets kulturpolitik hedder ”Kultur er stadig velfærd”, og normalt investerer staten ca. 1 % af de offentlige budgetter til kultur. Den helt naturlige fremskrivning af velfærdspolitikken er altså på sigt at sætte 390 millioner kroner af til kulturområdet.
I tilfælde af at regeringen fortsætter; hvad skal vi så bruge de 390 millioner kroner til?
Af Jens Nielsen
Jens Nielsen er bratschist, cand.scient.pol, kulturkonsulent og adjunkt på University College Sjælland.
I ugerne op til folketingsvalget d. 18. juni blogger han om kulturpolitik og valg på kulturledelse.dk.
Hvem har overblik?
Den danske kulturpolitik er naturgroet. Støtteordningerne, institutionerne, påbuddene, restriktionerne, lovene og uddannelserne er mange og udgør tilsammen de midler, som minister og kommunalbestyrelse har at dirigere det kulturelle forbrug med. Ingen kan helt redegøre for alle tandhjulene i dette mægtige system bestående af en kombination af mange ”brancher” med meget forskellige professioner, forretningsmodeller og eksistensbegrundelser.
Kulturpolitikken har udviklet sig over årene i en konstant kamp om marginalerne, ikke om grundstrukturen. Siden Julius Bomholt og det første kulturministerium i 1961 har ingen for alvor forsøgt sig med et helikopterblik på helheden. Men mange har kastet deres engagement i at forbedre de kultursektorer, som de har særlig kærlighed til og indsigt i. Det er ”bottom up”-politik, og det er vigtigt. Det er netværkslogik. Det har dog en tendens til at sande til i en fastlåst struktur af erhvervede magtpositioner. Det bliver ubevægeligt. Der mangler dynamik. Der mangler et mastermind til at supplere det naturgroede.
Er et overblik muligt?
Spørgsmålet om hvad der trænger, hvad der skal ske mere af, hvad der skal skabes og hvad der skal ske mindre af indeholder så mange balancer, dilemmaer, vurderinger og sammenligninger af det usammenlignelige og vurderinger af proportioner, som ikke findes faktuelt belyst, at det formentligt unddrager sig et overblik. F.eks. er kulturstatistik og effektmålinger af policy-ændringer en stor mangelvare. En demokratisk ansvarlig kulturpolitik må bygge på viden om, hvordan befolkningen møder, bruger og beriges af de kulturelle aktiviteter, den omhandler.
Derfor er min første bold til politikerne: Synes I, vi har viden nok til udfordringerne? Eller skulle vi gøre som idrætten har gjort i en årrække; nemlig fået forskningen op i et nyt gear via et eget uafhængigt analyseinstitut og i samarbejde med universiteterne?
Livsverdensperspektiv
Processen for et nyt klarere billede af kulturpolitikkens kompleksitet kunne være udformet som analytiske ”erfaringsrejser” med udgangspunkt i mennesker i stedet for organisationer og institutioner. Forskellige mennesker af forskellig etnicitet i Danmark. Det kunne være en kortlægning frem mod en helhedsforståelse. For når man læser kulturlovene bliver man dybt forundret over, hvor lidt de handler om kulturens betydning for mennesker i dag, hvor professionstekniske de er og hvor absurd forskellige de er.
Lad os f.eks. tage tankerejsen fra barnets synsvinkel og gennemtænke den ønskelige kulturadgang undervejs for at se, om den nuværende kulturpolitik har huller. Det spæde barn lytter til mors (mor: Læs forælder m/k) stemme og pludrer i forskellige tonehøjder. Mor synger for barnet (Kan mor synge børnesange, hvor har hun lært det?). Senere læser mor for barnet (Har mor tradition for højtlæsning, kan hun læse, hvor finder hun børnebøger?). Den toårige hører musik og bevæger sig spontant til rytmen. Mor bevæger sig også, og de danser sammen. Mor bygger videre på barnets lyst til rytmisk bevægelse (Har mor viden om værdien af dette, er dans kulturelt accepteret?). Barnet kommer i vuggestue og børnehave. Pædagogerne stimulerer æstetiske læreprocesser med alle sanser (Kan pædagogerne det? Hvordan indgår kunstfagene i deres uddannelse? Indgår det i målsætningerne for barnets læring etc.?)
Barnet kommer i skole og får praktisk-æstetiske fag. Kunst indgår også i andre fags læring, og den åbne skole giver adgang til kunstnere, kulturarvsformidlere mm. (Hvordan understøtter lærernes uddannelse de kunstneriske fag? Hvordan er dannelse tænkt ind i læringsværdier og læringsmål? Hvordan er de eksterne underviseres uddannelse støttende for det tværprofessionelle samarbejde med lærerne og sammentænkningen af målene? Hvor let er det for lærerne at booke eksterne kulturtilbud fra de forskellige genrer? Er der tænkt i brugervenlighed? Hvordan understøtter skoleledelsen samarbejdet mellem lærere og kunstnere etc. etc.?)
Barnet melder sig ind i musikskolen. (Kan barnet også følge drama, skrivning eller billedkunst i sin fritid efter egne præferencer? Eller digitale genrer som grafik og spil? Er kulturlærernes uddannelse rettet mod klassiske som nyere ungdomskulturelle former?) Den unge har talent og skal stimuleres yderligere på et Musikalsk Grundkursus (Kan den unge også vælge andre genrer eller har staten kun et musiktilbud?)
Nu følger vi forskellige ruter. Den unge kunne vælge en uddannelse og et arbejde uden for kultur, men med livslang lyst til og behov for adgang til og involvering i kulturarv og kunst. Behov og udbud kan tænkes igennem skridt for skridt og geografisk spredning, adgang, synlighed og kvalitet analyseres.
En anden rute kunne være, at følge den unge, der vil være kunstner og søger en kunstuddannelse (Hvordan fungerer optagelsesprøven, fagene og SU’en. i forhold til et dedikeret unge/voksenliv, skolens geografiske placering, optag, bemanding, pædagogisk uddannede lærere etc. etc.?) Den unge kunstner skal ud i praksis og kaster sig over et kunstprojekt (Hvordan søges finansiering og rådgivning? Skal det være et offentligt støttet, et socialt samskabende eller et privatøkonomisk projekt, og hvordan understøttes de kunstneriske og organisatoriske aspekter i opstartsfasen?) Kunstneren kastes ud på arbejdsmarkedet. (Hvordan fungerer ophavsretten under digitaliseringen, dagpengeordningen, skattelovgivningen, fradragsregler, kontanthjælp i forhold til at opretholde en kunstnerisk praksis i videst mulig omfang i ind- og udland? Hvordan er efteruddannelsesmuligheder, muligheder for faglige netværk, morgentræning etc. etc.?) Kunstneren vil starte en kreativ virksomhed (Hvordan rådgives der? Hvordan kan der skaffes finansiering, er der støtte til enkeltmandsvirksomheder og hvordan fungerer samspillet mellem kunst og skat?)
Jeg er sikker på, at en omhyggelig kortlægning af kulturen i samfundet set fra et livsverdensperspektiv; kunstnerens, brugerens, barnets – individuelle og sociale – perspektiv ville give en række fund, som ikke har haft fokus hidtil. Rejsen kunne kombineres med en rejse den anden vej, fra statsræson, nationsidentitet, politiske værdier og økonomisk politik til kulturpolitikkens indretning. Meget vil have været drøftet før, og ikke alt kan ændres. Men at der er optimeringsmuligheder, før vi overhovedet taler om at bruge af de 390 millioner kroner, føler jeg mig overbevist om.
Min næste bold til politikerne er derfor: Vil I lukke dørene en stund for de organiserede interesser? Vil I forsøge at bruge jeres egen fantasi og nysgerrighed til at kortlægge, skaffe viden, skabe helhed og overblik og identificere de vigtige optimeringsmuligheder i menneskets perspektiv?
Dejlige 390 millioner kroner
Nå, men det var de 390 millioner kroner, som selvfølgelig skal fordeles over de 5 år til 2020. Men alligevel.
Her bliver jeg så pludselig helt nærsynet og subjektiv – indrømmet. Fuld af bias og ikke-viden. Alligevel, kære politikere, her kommer den sidste bold. Hånden på hjertet, synes I så ikke vi skulle bruge pengene på:
- Stort løft på frie midler til Kunstfondens Projektstøtteudvalg – et meget stort løft?
- Én dansemetropol i København og én i Århus med regionale og nationale forpligtelser og et rigtigt produktionsbudget – som andre landsdelsscener har?
- Et biblioteksvæsen, som fortsætter sin multimateriale-udvikling og kombinerer sin pull-strategi med en push-strategi, hvor bibliotekets viden aktivt sættes i spil i lokalpolitiske og aktuelle spørgsmål? Et bibliotek, der – måske med ansættelse af journalister eller ved efteruddannelse –selvstændigt tager emner op (på de sociale medier, på fysiske opslag eller ved debatarrangementer og seminarer), som omhandler lokalpolitikkens udfordringer efter lokalpressens død og mediernes ræs mod bunden? Og hvor biblioteket med sin særlige kompetence kan argumentere både med videnskabeligt-rationelt belæg og med belæg i litteraturen og kunstens erfaringsfelt?
- En gevaldig pose penge (også fra Undervisningsministeriets bevilling) til at få skolereformens inklusion af kunst og kulturarv i undervisningen til at lykkes? Penge til lærertimer, lærepenge, penge til efteruddannelse, penge til aktionsforskning og videndeling, penge til udvikling af lærer- og kunstneruddannelser? Også en fælles ordning for alle kunstarters økonomiske tilbud til skolerne? (Det er ulogisk og uoverskuelig i dag)
- Kulturens analyseinstitut, ser også skal fungere som en tænketank for ophavsret og kunstnerliv i den digitale æra på de samskabende fælleder?
- Opgradering af landsdelsorkestrene til rigtige symfoniorkestre med det antal musikere, som den klassiske, senromantiske og nyere musik kræver?
- Bedre muligheder for en kunstnerisk profil på spillestederne i tillæg til den populære?
- Genopretning af Det Kongelige Teaters ensembler (eller overtagelse af deres enorme lokaleomkostninger)?
- Genopretning af egnsteatrenes/små storbyteatres refusionsprocenter?
- Kulturskoler (analoge og digitale – ikke kun musik) i alle kommuner i tæt samarbejde med folkeskolerne?
- Et landsdækkende net af talentkurser (a la Musikalsk Grundkursus) i alle genrer?
Bare for at nævne noget. Vi bliver som danskere lovet rigtigt meget i valgkampen. Nu er tiden inde til at love dette!
I ønskes et godt valg!