Af Peter Hanke
Inden for de sidste årtier har designbegrebet fundet vej til ledelse og organisation, og der forskes på universiteter og business schools rundt om i verden i, hvordan en anvendt æstetik kan applikeres på hidtidige anskuelser af organisationsbegrebet. Denne trend er et led i en generel æstetisering af samfundet, som længes efter sanselige svar på komplekse og selvmodsigende spørgsmål og udfordringer. Den rene funktionalistiske beskrivelse af organisatoriske fremskridt, strategi og logiske udviklingsperspektiver, som har været gældende i anden halvdel af det 20. århundredes teorier, har fået et interessant akkompagnement af sansning og æstetisk-eksperimentelle modeller.
Æstetiske betragtninger kommer til udtryk i synet på organisationers struktur, og her har sprogbrugen forandret sig en del. Begrebet organisationsdesign er blevet almindeligt, men spørgsmålet er, om den ændrede sprogbrug egentlig er mere end en begrebsmæssig inflation, hvor det lyder lidt mere sexet end f.eks. blot organisationsstruktur?
En del nyere studier af erhvervslivets strukturer, offentlige organisationers opbygning og samfundsbeskrivelser generelt minder ofte mere om arkitekters tegnestuer, modelbyggerier i bilbranchen eller reklamebureauers brainstorming end tidligere tiders ingeniørkunst og strategiske eksercits.
På visse måder kan man få den fornemmelse, at design næsten er svaret på alle udfordringer, som samfundet står overfor. Og naturligvis er designfagets dyder – bl.a. en sammentænkning af funktion og udseende, udvikling af sanseligt håndgribelige kvaliteter og en stærk forståelse af at smukke genstande har magt i sig selv – oplagte at anvende i forståelsen af organisationers opbygning og udvikling. Det kan bestemt styrke selvbilledet og den organisatoriske sammenhængskraft, at ledere, interessenter og medarbejdere kan se sig selv i en smukkere og mere vedkommende beskrivelse end tidligere.
Men en lækrere grafisk gengivelse af de klassiske, obligatoriske organisationsdiagrammer eller en designproces til udvikling af et nyt brand er ikke nok til at forandre forståelsesrammen fra de hierarkiske strukturbetragtninger og er ikke i sig selv tilstrækkelig til at forstå en stadigt mere kompleks omverden med æstetiske midler.
Der står en vis romantisk hypet stemning omkring designbølgen, dels på grund af den store hæderværdige historie i Danmark (møbler, arkitektur, belysning osv.) og dels fordi faget er et meget attraktivt studievalg for en generation af håbefulde unge, der drømmer om at blive de næste opfindere af unikt design og kunsthåndværk. Der er altså gået inflation i begrebet, og derfor er der grund til at udforske, hvad design i rollen som anvendt æstetik rent faktisk kan bidrage med til en forbedring af samfundets strukturer, livets omstændigheder og ledelsesaspekter, og hvor dybt mennesker berøres af design, hvis det tages alvorligt.
Forskningen i industrielt design hjælper os til at forstå, hvordan organisatorisk design kan anskues og virkeliggøres på en måde, der forbedrer lederskabets magtudøvelse. Den rene æstetiske betragtning, hvor intuition, mavefornemmelse og improviseringsevne fremhæves som udgangspunkt for handlekraftigt lederskab må tilføjes et reflekteret og eftertænksomt sanseapparat. Vellykket design er et langsomt og tålmodigt fænomen, der sætter holdbarhed meget højt, og som tager livtag med vanskelige problemstillinger.
Frem for alt er selve udviklingen af vellykket design en rollemodel for organisatorisk tænkning. Den metodiske omhu og evnen til at forstå, hvor betydningsfuld tilstanden er i et laboratorium er uhyre vigtige erkendelser, og designerens endeløse afprøvninger af små og store greb, modellers og prototypers kvaliteter og duelighed, er lederens huskeseddel i denne øvelse.