
Sommerens store skandale i dansk kulturliv har uden tvivl været resultatet af den økonomiske opgørelse af Eurovision Song Contest 2014, bedre kendt som Melodi Grand Prix, arrangeret af DR og afholdt i de nedlagte skibshangarer på Refshaleøen i København.
Medierne har i flere uger bragt beretninger om overforbrug og ledelsessvigt på flere niveauer, forskellige grader af politisk håndvask og trætte kommentarer fra beslutningstagere, der gentagne gange minder danskerne om, at begivenheden da var en succes, og at man ikke kan forudse alt i store kulturprojekter.
Ingen er i tvivl om, at projektet kunne være styret bedre, og at det måske ikke var nødvendigt at fjerne de famøse søjler i den store B&W-hal (for efterfølgende at sætte dem tilbage) for at designe et spektakulært arrangement, og underskuddet dermed kunne være undgået. Det er nemt at være bagklog, og derfor er panderynkerne hos de – i sidste ende – ansvarlige politikere også garneret med udglattende kommentarer om, at byen trods alt har fået rigtig meget ud af værtskabet og at så og så mange glade turister festede i København og nu synes godt om og spreder budskabet om byens “cutting edge” og levende kulturliv.
Men hvordan kan man være sikker på, hvad København og Danmark har fået ud af værtskabet?
De egentlige spørgsmål om værdien af det store arrangement fortoner sig nu i en primitiv snak om mislykket projektledelse, og de rent merkantile effekter såsom turistomsætning og branding af landet fremhæves nu som en del af et regnestykke, der alligevel næsten går op. Når ansvaret snart er placeret, et par synlige chefer fyret og politikerne alligevel finder penge til at lappe hullerne, forsvinder offentlighedens interesse for sagen.
Et arrangement af denne størrelse har potentiale til at forandre det æstetiske fokus og stimulere nytænkning, der rækker udover både popmusik og turisme:
- Refshaleøens omdannelse til showroom var modig og spektakulær, og satsningen kan forstås som en sejr for scenedesign til tv-show under svære omstændigheder. Lad os høre om dette, og hvilke opfindelser der bringes videre.
- Blev området lige udenfor Christianshavn fortryllet og beriget med nye, sprængkraftige muligheder og styrket selvforståelse, fordi det kunne lade sig gøre at skabe, hvad få troede var muligt?
- Det internationale Melodi Grand Prix har altid været garneret med ideen om mellemfolkelig forståelse og troen på, at musik kan forene folkeslagene. Skete dette i København? Var der mere musikalsk fællesforståelse mellem ukrainere og russere ved scenen i København end på slagmarkerne i Sloviansk?
- Dimensionerne af Melodi Grand Prix er usammenlignelige med danske kulturinstitutioner, som planmæssigt går lidt i flyverskjul under kulminationen. Men stimuleres interessen for den danske musikscene udover turisternes tilstedeværelse?
Debatten savner i højeste grad et niveau af refleksion og en dybere forståelse af, hvordan kulturliv og befolkning påvirkes af en markant og dyr (som selv uden overskridelserne er meget bekostelig) begivenhed, og hvilke mulige og positive effekter et professionelt internationalt musikshow kan og bør have. Fest i gaderne og omsætning fra to ugers glade turister udstyres imidlertid med nogle lidt for letkøbte argumenter om effekterne af kultur og mellemfolkelig forståelse.
Kunst, kultur og turisme blandes med denne argumentation i én stor spand af gode hensigter, hvor det vigtigste argument er, at ethvert musikalsk show med rigtig god stemning, der overværes af et stort antal betalingsdygtige udlændinge, bare er godt for Danmark. Der lader til at være ubrudt konsensus blandt de øverste chefer og beslutningstagere om denne effekt, da alle har nok at gøre med at holde styr på produktionen.
Men når alt kommer til alt savner vi et æstetisk regnskab for den store satsning, en refleksion over hvad arrangementet efterlader sig af positive effekter samt værdien af at musik og popkunst udfoldes i den helt store skala og påvirker en hel nations og en hovedstads kulturliv.
VisitDenmark-artikler om Melodi Grand Prix