Det kgl. Teaters bestyrelse bør sammen med Kulturministeriet overveje, om det ikke er tid til en opdeling af Det kgl. Teater i to separate enheder – taleteater og musikteater. Både i Norge og Sverige er der tradition for at organisere nationalscenerne således.
Dette vil åbne mulighed for at engagere et stærkere fagligt lederskab med visioner om teater, uden at det daglige arbejde i praksis bliver ren statslig administration.
af Peter Hanke, kulturledelse.dk
Teaterchef Morten Hesseldahl har taget imod et nyt jobtilbud som direktør for Gyldendal og forlader senest 1. maj chefposten på Det kgl. Teater. På forlaget følger han navnkundige lederskikkelser som Stig Andersen og Kurt Fromberg – for ham selv en tilbagevenden til begyndelsen på en professionel karriere. I dette glimrende interview med Mads Aagaard i DR P1 får man indtryk af en chef, der er vendt tilbage til et vigtigt udgangspunkt og ikke længere vil være ”vandrepokal,” som han på hånlig vis er blevet udnævnt til i kulturlivets gossip. Dette skønt betydende chefposter i bl.a. Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Information, DR, Det kgl. Teater – alle steder hvor han har udøvet magten synligt med stor effekt, uanset om man har været enig i hans strategier og organisatoriske greb. Desuden har han i store træk selv valgt sine skift til nye jobs, hvilket kræver en vis næse for de hastige forandringer i lederskabets vilkår i dansk kulturliv.
Hesseldahl er selv forfatter – ganske flittig indenfor krimigenren og børnebøger – og man får den tanke, at den nødvendige organisatoriske indlevelsesevne som chef nok vil være nemmere for ham i jobbet som forlagsdirektør, end den ser ud til at have været som teaterchef.
Det kgl. Teater står nu – igen – i en situation, hvor man skal lede efter den rigtige øverste leder. Den foregående teaterchef Erik Jacobsen blev fyret i 2013 i en usædvanlig åbenhjertig proces, der omhandlede, hvorvidt han var inspirerende nok. Hesseldahl blev valgt netop efter Jacobsen, fordi han selv har en kunstnerisk åre foruden et tætpakket chef-cv, men måske har der opstået en asymmetrisk relation til de mange forskellige udøvende kunstnere, som ikke har udtrykt nogen beklagelser over, at han forlader teatret.
Siden Michael Christiansen – mest aktuelt kendt som DRs bestyrelsesformand – fratrådte som teaterchef, har stemningen internt på teatret været præget af mangel på tillid til chefens indsigt eller evne til at forstå den inderste drivkraft og stærke motivation, som den udøvende teaterkunst er født med, og som skal stimuleres uafladeligt. Selv Michael Christiansen begyndte sin gerning som en udpræget DJØF’er og gennemgik en langstrakt læringsproces, som han fortsat beretter om i foredrag og ved ledelseskonferencer. Christiansen har ledet teatret i en lang og kompleks ekspansionsperiode, og der er ingen tvivl, om at hans særlige Napoleon-agtige autoritet kombineret med stor åbenhed om egne værdier og følsomhed overfor teaterprofessionelles psyke har skabt stor gensidig respekt, som det f.eks. fremgår af følgende interview fra 2004.
Kan vi ikke få sådan en igen? – formodentlig et centralt ønske fra bestyrelsen og en stor del af teatrets ansatte.
Men blandt gætterierne rundt omkring på emner til den nye leder på nationalscenen, fremgår en ny generations Michael Christiansen ikke rigtigt. Dagspressen sonderer i stedet for blandt nuværende og tidligere teaterchefer og instruktører for at finde en profil, der vil tilfredsstille det kunstneriske personales behov. Og bestyrelsen bliver nødt til at overveje, om jobbet overhovedet er attraktivt for en erfaren teaterleder med kunstfaglig profil og ambitioner.
Som chef for Det kgl. Teater skal man i dag først og fremmest administrere tre komplekse teaterbygninger (Operaen, Skuespilhuset og Gamle Scene), dernæst skaffe massive nye finansielle ressourcer efter mange års reduktioner i de offentlige tilskud, vedligeholde overenskomster med et væld af forskellige medarbejdergrupper og oveni være ualmindeligt finansielt skrap som budgetansvarlig forpost. Først når den ugentlige ejendomsadministration, finansieringsøvelserne og arbejdsmarkedspolitikken er overstået, kan man stimulere teaterkunsten – som herefter udelukkende foregår indirekte gennem cheferne for de enkelte kunstarter.
Det er desværre ikke særligt attraktivt for en dygtig teaterchef, at der er så langt til savsmuldet i manegen, og Det kgl. Teaters bestyrelse bør sammen med Kulturministeriet overveje, om det ikke er tid til en opdeling af Det kgl. Teater i to separate enheder – taleteater og musikteater. Både i Norge og Sverige er der tradition for at organisere nationalscenerne således, uden at der er tale om dobbeltadministration – snarere en langt mindre kompleks praksis. Desuden er organisationen i forvejen fuldstændigt fysisk adskilt og har på en helt naturlig måde udviklet sig forskelligt.
Dette vil åbne mulighed for at engagere et stærkere fagligt lederskab med visioner om teater, uden at det daglige arbejde i praksis bliver ren statslig administration. Teatret vil kunne ledes af to højt profilerede fagligt kompetente personer – fortrinsvis med kunstneriske visioner frem for en super-DJØF’er.