International Society for the Performing Arts (ISPA) er et globalt netværk og et mødested for mere end 400 ledere fra hele verden, der på forskellig vis arbejder med scenekunst og udøvende kunstarter. ISPA blev i 1948 sat i verden for internationalt at styrke og udvikle scenekunsten ved hyppigt at lade kulturledere fra hele verden mødes med henblik på at diskutere lederskabets præmisser, gennemgående trends, forandringer, udfordringer og muligheder på tværs af sektorer og landegrænser.
ISPA holder hvert år en vinterkonference i New York City og en sommerkonference et andet sted i verden. I januar måned deltog seniorkonsulent og ekstern lektor Allan Xenius Grige i konferencen ”Dynamic Leadership – Creating the future”, der havde til formål at diskutere, hvad det betyder at lede en scenekunstinstitution i dag, om kunstnerne, organisationerne og scenekunsten kan følge med tiden, om ”best practices” og ”the next great ideas” inden for feltet.
I det følgende kan du læse, hvordan Allan Xenius Grige oplevede konferencen, der fandt sted 13.-15. januar i NYC.
af Allan Xenius Grige
Hvis man kom for at få indsigt i de seneste ledelsesteorier eller forventede udveksling af ledelseserfaringer, var der ikke meget at hente på konferencen med titlen ”Dynamic Leadership – Creating the future”, der fandt sted i januar i regi af International Society for the Performing Arts. Til gengæld var konferencen rig på kreative sceniske ideer, diskussioner om ytringsfrihed for kunstnere, personlige historier om ambitioner og visioner og praktiske overvejelser om produktion af stedspecifikke produktioner. ISPA er et forum, som inden for konverencelokalet giver indsigt i trends og inspirerende kunstneres arbejdsformer. Uden for konferencelokalet er det en handelsplads og en ramme for networking. Der er lidt varm luft over noget af selskabet – en del deltager tilsyneladende mest fordi der er prestige i at deltage – men som i så mange andre sammenhænge er output proportionalt med input; jo mere man engagerer sig i mødet med de andre deltagere, jo mere får man med hjem.
Kulturledelse har mange variationer; på konferencen kommer man ikke for at diskutere økonomi og strategi, men for at bekræfte sig selv i, at dét, man gør til hverdag, gør en forskel; hér fornyer man sin tro på, at kunstnerisk udfoldelse er essentiel for menneskeheden. ISPA er et forum, hvor kunstnere og andre talere ikke stiller deres lys under en skæppe, så det gør tilhørerne heller ikke. Det kan være anstrengende, men det er på forunderlig vis også befriende. Et sådant forum, fri for jantelov, skal der være plads til, for det giver håb om og tro på, at det enkelte menneske alene ved at udleve sin passion kan gøre en forskel.
En af dem, som lever af sin passion og gør en forskel, er David Henry Hwang. Gennem en stor del af sit liv har han med stor indsigt behandlet emner om især etnicitet og identitet i sin kunstneriske produktion, der strækker sig over filmmanuskripter, teater- og musicaltekster, operalibrettoer og tv-serier. Mest kendt er han nok for samarbejdet med komponister som Philip Glass og Howard Shore, for teaterstykkerne ”Golden Child”, ”M. Butterfly” og ”The Dance and the Railroad” og endeligt hans tekster til Broadway-musicals som Elton John’s ”Aida” og Disney’s ”Tarzan”. Hwang har været nomineret flere gange og sågar vundet en Tony Award, været indstillet til Pulitzer-prisen og vundet et hav af andre priser. Og i denne omgang hyldes han som modtager af ISPA’s ”Distinguished Artist Award”. I interviewsamtalen er han – i modsætning til andre, som senere indtager scenen på konferencen – umådeligt beskeden. Som ledertype er han inspirationskilden, der går forrest uden på nogen måde at have behov for at sætte sig selv i rampelyset.
Et tilbagevendende tema på konferencen er samspillet mellem kunstnere og publikum. Der er fokus på kunstnere, som bestræber at være vedkommende og nærværende over for deres publikum ved brug af sociale medier, gennem anderledes kunstneriske udtryk i film, på scenen og ved fysisk publikumskontakt eller anden iscenesat appel til alle menneskets sanser. Debattens essens er, at nutidens førende kunstnere er deres egne ledere, som iscenesætter sig selv og har styr på deres publikumskommunikation ned til sidste detalje. Kuratorens og agentens rolle er under forandring; ja måske ligefrem under pres. Kulturhuset eller promoterens rolle som ”filter” eller ”mellemmand” mellem kunstneren og publikum er i mange sammenhænge forsvundet, fordi kunstnerne – selv primadonnaerne – er blevet dygtigere og mere bevidste om selv at administrere deres offentlige image, og de har også lettere adgang hertil. Hvad konsekvensen i praksis er for ”mellemmændene” som formidlere kunne være emne for den næste konference; hér var det kunstnerne selv, det drejede sig om.
De mest tankevækkende indlæg på ISPA-konferencen kom fra kunstnere, som arbejder under vilkår, vi ikke fuldt ud kan sætte os ind i den vestlige verden. På den livsbekræftende side var der de kunstnere, som påtager sig lederroller for at engagere børn, unge eller voksne talenter i kunstneriske processer i storbyer som Mexico City, Calcutta og Rio – til trods for, at de mangler både økonomiske ressourcer og fysiske rammer til deres aktiviteter. På den alt andet end livsbekræftende side var der dem, som trodser censur, undertrykkelse og måske ligefrem fysiske overgreb i Asien, Mellemøsten og Afrika, fordi de siger, skriver, maler eller iscenesætter tabuer. Det er nok den sidstnævnte gruppe, man må have størst beundring for.
I vores kulturkreds får vi ledelsesrummet serveret på et sølvfad, og man kan ikke lade være med at overveje, om de kunstnere og kunstneriske ledere, vi ser op til i den vestlige verden, ville kunne klare det, hvis de blev stillet over for tilsvarende præmisser for deres kunstneriske virke, eller om ikke det kræver en stamina, selvtillid og formålsdrevet indre kraft, vi i realiteten kun sjældent ser, endsige har behov for at opdyrke, i vor kulturkreds. Kulturledelse er således også at omfavne og at kunne solidarisere sig med de kunstnere, hvis virke i horribel grad er politisk begrænset. Netop sidstnævnte burde i sig selv være grund nok til at møde andre med passion for kunst og kultur i internationale fora. For kun derved sættes ens egen kunst og ens egne vilkår for kunstnerisk udfoldelse i perspektiv.
De mest livsbekræftende sceneinterviews ved ISPA-konferencen var dels årets ”pitch-session”, hvor ambitiøse producenter og kunstnere søgte samarbejdspartnere omkring nyproduktioner, dels præsentationer af måder, hvorpå ældgamle danse- og musiktraditioner i Polynesien kunne indgå i en ny kontekst med brug af moderne teknologi og markedsføring uden at blive kompromitteret, for derved at kunne blive bevaret og til stadighed appellere til nye generationer.
Man skal ikke tage til ISPA for at diskutere hverken økonomi, ledelsesfilosofi eller konkrete ledelsesværktøjer. Men hvis man finder almen inspiration i musik og teater fra hele verden, har kunst og kultur som ståsted og referenceramme for sin gøren og laden som menneske, og som kulturleder er drevet af reelle kunstneriske visioner, er det ikke et ringe forum at være i.
I 2015 er sommerkonferencen henlagt til Malmø og København i dagene 27.-30. maj. Læs mere på www.ispa.org.