Af Jakob Høgh Sørensen
D. 5. maj 2015 deltog kulturledelse.dk i KulturERhvervs konference MATCH15 på Bremen Teater i København, hvor en række talere var indbudt til at diskutere mulighederne for at danne gensidigt nyttige partnerskaber mellem erhvervslivet og kulturen.
Bagerst på scenen på Bremen Teater kører der under hele konferencen en strøm af billeder henover et lærred – og ét af billederne er særligt sigende, for det indkapsler fint konferencens hovedtematik. Som en del af et enkelt akvarelmaleri står der i rødlig skrift: “I am not a businesswoman, I am an artist”. Billedet er måske endda ikke blot særligt sigende for dagens tematik, nemlig krydsfeltet mellem kultur- og erhvervsliv, hvor virksomhedslederen skal være en kunstner, der fremmer innovation og vækst, mens kunstneren skal være en dygtig forretningsdrivende, der ved, hvordan man får sin kunst ud til et publikum. Men det er også sigende for en generel tendens, der ikke er blevet mindre henover de sidste 15-20 år. For i løbet af disse år er der nemlig sket det, man kunne betegne som en terminologisk krydsbefrugtning mellem kultur- og erhvervsliv.
Tænk bare på økonomerne Pine & Gilmore, hvis klassiker Oplevelsesøkonomien, der udkom første gang i 1998, har undertitlen “arbejde er teater og enhver virksomhed en scene”; underforstået skal virksomheder ikke kun kere sig om at sælge en konkret vare, men også lære at skabe en immateriel merværdi, en særlig “oplevelse” i forbindelse med forbrugerens varekøb. Købet skal iscenesættes på den “rigtige” måde. På den anden side er man i kulturinstitutioner i større og større grad begyndt at anvende termer og styringsmodeller fra erhvervslivet i det daglige ledelsessprog, hvor professionaliseret ledelse med blik for systematik og bundlinjer anses for at være næsten ligeså vigtig som den kunst eller kulturarv, institutionen formidler.
Det er dog ikke tilstrækkeligt med denne type gensidig inspiration, for kultur- og erhvervslivet skal også blive langt bedre til at få øjnene op for at danne gensidigt nyttige partnerskaber, der kan skabe muligheder for profitforøgelse for både kultur- og erhvervsliv. Og netop dét var hovedbudskabet på MATCH15-konferencen: kultur- og erhvervslivet skal komme hinanden mere ved – til fordel for begge områder.
Fra sponsorater til partnerskaber
Tanken med kreative håndslag mellem kultur- og erhvervsliv er dog ikke specielt ny. F.eks. udgav den daværende regering i 2001 en rapport under titlen Danmarks kreative potentiale, der med Kultur- og Erhvervsministerierne som afsendere indeholdt forslag til, hvordan kulturen og erhvervslivet kunne blive hinandens medspillere med udbytte for begge parter og samfundsøkonomien i det hele taget.
Peter Mørk, der er medstifter af foreningen KulturERhverv og en del af holdet bag MATCH15, medgiver da også, at man på konferencen ikke bevæger sig inden for et felt, der er fuldkommen ubetrådt. Men ifølge ham er disse alliancers fulde potentiale langt fra realiseret. Det skyldes blandt andet, at både kultur- og erhvervsliv har haft en alt for snæver opfattelse af, hvad sådanne alliancer kan bestå i. Det er derfor et vigtigt skridt, at man begynder at tale om og se alliancerne på en anden måde, end man tidligere har gjort.
“Det handler i høj grad om, at man begynder at tale om partnerskaber, fremfor sponsorater. Der er brug for en fælles forståelse fra både erhvervslivet og kulturen for, at der med partnerskaber forstås et ligevægtigt forhold. Både erhvervslivet og kulturen har en opfattelse af, at møder mellem kultur- og erhvervsliv er ensbetydende med penge til kulturen uden medfølgende betingelser, altså det, man kan kalde sponsorater,” fortæller han til kulturledelse.dk.
Ifølge Peter Mørk bør man i kulturlivet gøre op med en misforstået opfattelse af erhvervslivet som “de onde” og idéen om, at kunsten sælger ud, blot fordi den trykker erhvervslivet i hånden. Et opgør med sådan en tanke kan nemlig åbne for oversete kommercielle muligheder for begge parter.
Men er der ikke en risiko for, at denne tankegang om alliancer mellem kultur- og erhvervslivet i fremtiden kan blive et politisk argument for at lave nedskæringer i den statslige kunststøtte, når nu pengene ligeså godt kan komme fra erhvervslivet som fra staten? Og hvad sker der i så fald med den kunst, der potentielt anses for at være enten for smal eller mærkværdig til, at erhvervslivet er interesseret i et partnerskab? Er der ikke en fare for, at denne sygner hen, når forretningsevner bliver en afgørende del af det at være udøvende kunstner? Til dette svarer Peter Mørk:
“Det er helt bestemt rigtigt, og KulturERhverv går heller ikke ind for mindre statsstøttet kultur, for der kan selvfølgelig være kunst, der ikke kan indgå partnerskaber af den ene eller anden grund. Men man bør begynde at kigge mere fordomsfrit på tingene – måske har man som kunstner alligevel noget at tilbyde, hvis man mødes med en virksomhed, hvor man kan skabe synergi omkring et tiltag eller projekt. Der er virkelig et kæmpe potentiale, men der er slet ikke blevet gjort nok for at imødegå de muligheder, der er til stede i mødet mellem erhvervsliv og kulturliv. Vi har været lidt forkælede i Danmark, i den forstand at kulturområdet, modsat mange andre lande, har modtaget en stor del finansiering fra staten. Men nødvendigheden af at skabe tiltag, hvor kultur- og erhvervslivet danner partnerskaber, ses i større og større grad i udlandet, og det vil også få større betydning i Danmark.”
Peter Mørk ser f.eks. gode kommercielle muligheder i, at kulturen bl.a. kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med danske virksomheders eksportfremstød, hvor de fremmødte ofte er målgrupper for både erhverv og kultur. Men som det også blev bemærket af bl.a. Nomas administrative direktør, Peter Kreiner, der én af talerne på konferencen, tilbydes man sjældent betaling, når man inviteres til sådanne eksportfremstød.
Og Peter Mørk anerkender også, at den manglende betaling er et stort problem. “Men den manglende betaling skyldes blandt andet også, at man har undladt at diskutere betingelserne for partnerskaberne ordentligt,” fortæller Peter Mørk til kulturledelse.dk.
Men hvordan kan man konkret tænke partnerskaber mellem kultur- og erhvervslivet? Hvordan kan de se ud? Og hvad betinger dem, både praktisk og principielt?
Fra ord til handling
Antropolog, samfundsdebattør og bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio, Dennis Nørmark, der var deltager i dagens første paneldebat, argumenterede blandt andet for, at partnerskaber mellem kulturliv- og erhvervsliv ikke ubetinget kunne blive et lykkeligt ægteskab. Mens erhvervslivet repræsenterer nyttetænkning, repræsenterer kulturen dannelse – det diametralt modsatte af nyttetænkning, ifølge Nørmark. I samme panel sad Frederik Wiedeman, direktør for dagbladet Politikens digitale afdeling. Han pegede på muligheden for, at den kunstneriske proces kunne inspirere hypersystematiserede virksomheder til at tænke anderledes og innovativt. Hvordan dette konkret kunne komme til at ske, kom der ingen klart formulerede løsninger på.
Hverken Nørmarks eller Wiedemanns pointer bragte som sådan noget nyt til torvs i den efterhånden mangeårige diskussion af mulighederne for partnerskaber mellem kultur- og erhvervslivet – snarere tværtimod. Ikke desto mindre var de med til at fastlægge nogle principielle betingelser for disse alliancer, der bestemt er nyttige at have in mente som overordnet ramme for konferencens diskussioner. Den sidste deltager i panelet, Lene Floris, der er nyudnævnt direktør for sammenlægningen af en række museer i hovedstaden, heriblandt Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum, betonede, at det i forbindelse med sådanne alliancer er vigtigt med dialog mellem parterne. Og det er vel de færreste, der vil argumentere for det modsatte, skulle man tro? Men måske er det nemmere sagt end gjort, når de konkrete aftaler skal indgås.
Eksempler på konkrete alliancer mellem kultur- og erhvervsliv gav britiske Phillip Spedding, udviklingsdirektør for London Library. Han nævnte bl.a. den succesfulde David Bowie-udstilling på Victoria and Albert Museum i London, der i 2013 blev til gennem et samarbejde med Sennheiser, der primært producerer lydudstyr såsom høretelefoner. På lignende vis fortalte han om it-virksomheden Hewlett-Packard, der blandt andet er specialiseret i at producere printere, og som i 2007 indgik et samarbejde med The National Gallery i London om at udføre store tryk af museets malerier. Disse tryk blev efterfølgende hængt op rundt omkring i bybilledet – som reklame for ikke bare museets kunst, men også for Hewlett-Packards trykkekvalitet. Selvom Spedding ganske vist flere gange understregede, at han udelukkende kunne tale om specifikke eksempler på baggrund af britiske forhold, gjorde han det klart, at der er et generelt behov for alternative indtjeningsmuligheder og forretningermodeller for både kultur- og erhvervslivet i disse år.
Kaffe og musik – et kommercielt gennembrud?
Og netop alternative forretningsmodeller findes der da også friske, danske eksempler på. Bl.a. vakte det i begyndelsen af året en del medieopmærksomhed, da den danske musiker Vinnie Who og dennes musikselskab, Fake Diamond, annoncerede, at man, til trods for et markant nedadgående fysisk albumsalg i musikindustrien, havde planer om at udgive flere tusinde cd- og vinyl-eksemplarer af Vinnie Whos nyeste album. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt i en tid, hvor musikbrugerne primært benytter sig af download og streamingtjenester. Men mere overraskende var deres indgåelse af partnerskab med butikskæden Tiger, der skulle sælge de mange fysiske eksemplarer af albummet.
Et tilsvarende eksempel blev præsenteret i form af et samarbejde mellem musikeren Christian Hjelm, Mikael Pass, der er leder for den københavnske festival Frost, samt kommunikations- og udviklingschef for Peter Larsen Kaffe A/S, Lars Aaen Thøgersen. Frost-festivalen, der i år løb af stabelen fra 1. februar til 1. marts, havde udtænkt formatet Frost:Bites, hvor interesserede publikummer kunne arrangere en mandagskoncert med Christian Hjelm i deres eget hjem. I Peter Larsen Kaffes optik blev det anset for at være en passende sammenhæng at lancere deres nye produkt KoldBryg.
De to eksempler på partnerskaber mellem kultur- og erhvervsliv havde tilsyneladende affødt tilfredshed for alle aftalepartnere. Men det blev dog også klart med disse to eksempler, at virksomhederne ikke ønsker blot at være investorer uden betingelser.
“Vi vil ikke være dødt kød på bagsmækken, vi vil være med til at definere projektet,” som Aaen Thøgersen formulerede det.
Tiger-butikkernes grundlægger og konceptdirektør, Lennart Lajboschitz, understregede ligeledes, at den kunst, som virksomheden indgår samarbejder med, skal passe ind i Tigers brand og image, og at det også er med bundlinjen for øje, at man indgår samarbejder – og ikke blot som en filantropisk gestus. Lajboschitz og Tiger-butikkerne har tidligere også gjort sig bemærket ved partnerskaber med bl.a. den amerikanske musiker Yoko Ono og kunstnergruppen Superflex.
Måske er der netop her tale om reelle partnerskaber, fremfor sponsorater – i tråd med dem, Peter Mørk mener, kultur- og erhvervslivet skal blive bedre til at blive opmærksomme på mulighederne for at skabe?
Kunstneren som skaber af virksomhedsimage
I de to danske eksempler er der tale om eksempler, hvor et kunstnerisk værk og en virksomheds produkt eller platform mødes. Linda Nordfors, der er kunstner og stifter af virksomheden Reflection Company, der bl.a. tilbyder virksomheder hjælp til at styrke deres brand via kunst, pegede dog på muligheden for en type partnerskab, hvor man sammen skaber et udtryk. “Har I nogensinde set et brand?” spurgt Nordfors fra scenen, og hun svarede selv: “Nej, I har kun set trademarks”. For at en virksomhed kan have et stærkt brand er det nødvendigt at engagere potentielle købere følelsesmæssigt, og netop hér kan kunsten spille en rolle som medskaber af immaterielle fænomener såsom virksomhedsimage, mente Lindfors.
Og igen går tankerne til det enkle akvarelmaleris tekst: “I am not a businesswoman, I am an artist”. Med MATCH15-konferences mange inputs er der noget, der tyder på, at kunstnere i stigende grad skal belave sig på og øve sig i at sige: “I am not an artist, I am a businesswoman”.